412 / 427
402
I Fredsperioden.
Uen glade Juletid for Døren ftaar,
Til Fred og Festlighed den Verden vier:
A f Juletræet gylden Frugt man faar;
Man ikulde tro, det var Grankogierier.
Dog, overalt i denne kjære Fred
Til Kiv og Ufred kan man finde Spirerne,
John
B
ull
har ftadig Plager og Fortræd
I Mængde fra Af ghane rne og Irerne.
Skøndt Zulu-Kafferne fik deres Stryg
Er Engelikmanden ikke vel til Mode:
Irland er hans Kartoffel, fom er fyg,
Den kan han ej faa rykket op med Rode,
Hvad gavner det, at han fik bragt paa Fod
Den syge Mand, — om hvem man fnart kan fige:
Han døde vel, men Feb’ren ham forlod!
— Naar han er gigtfvag i fit eget Rige?
I Rus l and har man Fred, den Ting er klar;
Dog er det ikke Fred og ingen Fare;
Det
kan
fe
fort ud for den hvide C za r
Midt
i den
røde
Nihiliflerikare.
Fyrft
G o r t c h a k o f f
beholdt dog Statens Ror,
Endikøridt det volded’
BismaRCK
abfolut en Sorg,
Og der er fornme, fom for Alvor tror,
At Rusland ftyres bedft af Knut til Knutenborg.
I Span ien
har
ALFONS
fin haarde Nød;
Ved Bryillupsgildet gjenlød Cortes' Taler:
Man faade Klinte i hans Hvedebrød,
Og Klinten er hans egne Generaler.
De løfte
nok
til Oprør -deres Haand;
E
11
fnurrig Brudegave
de ham ikjænker.
Dog, hvis de bryder deres Baand,
Saa faar han trølte fig med Hymens Lænker.
Nej, tryggeft blomilrer Freden dog hos os,
Hvor man til Krig paa Kniven ilod paa Springet;
Kun H ø ru p af og til med H ø g s b r o ilaas
Om Tillidspoilerne i Folketinget.
Nu har de kapret hver en Tillidspost
Og har for faa vidt begge vundet Prifen.
— For Reilen plages Landet ilemt af Froil,
Og Planer lægges til at bryde Ifen.
D o g her man finder lukket hvert et Sund
For Venilres Flagskib ; agterud det fakker.
D et fik ej boret
E S T R U P S
Skib i Grund;
Derfor er det naturligt at det —• b a g g e r .
Et Stykke Perlesnor.
¿Frit efter H. C.
A n d e r s e n .)
Jernbanen, som i Danmark strækker sig fra Kjø-
benhavn til Korsør, er et Stykke Perlesnor.
Hvor
mange Perler er der paa Snoren fra Kjøbenhavn til
Korsør? Vi ville betragte fem, som de flestemaa lægge
Mærke til. Historien og Politiken give disse Perler en
Glans, saa at de straale ind i vor Tanke.
Kongegravenes By, det gamle Roskilde, ligger
for os. Her var det, at den mægtige Bisp maatte
bøje sin stolte Nakke for en uselig Bonde. Her faldt
Monrad for Ole Larsen.
Men
ak!
En
mørk Vinter
dag blegnede den kostelige Perles Glans. Grevens
stærke Haand vristede den med Staalhandske ud af
Folkets Eje. Her, hvor Kilderne risle.
De græde
over den tabte Perle.
Nu komme vi til Ringsted By. Aalejet er lavt,
det gule Korn voxer, hvor Zahle stod paa Kæmpe
højen og kvad til Guld-Harpens Klang. Her vandrede
Skjalden omkring mellem de lave Bytter og prædikede
Korstog mod Provisoriet, eller han stod i den stjerne-
klare Nat og læste i Himlens blinkende Stjerner Sagaen
om Venstre og Taburetterne.
Den store Bjørn van
drer endnu sin vante Gang paa Himmelbuen, og i
Folketinget runger endnu Chrest e n Bergs malm
fulde Røst; men hvor er Zahle? Oppe bag Limfjorden
staar en straatækt Bidig. Der sidder Skjalden og
grunder. Hvad læser han? Gamle Skrifter ligge rundt
om ham. Han grubler over det store Problem. I
„Folketidende for Midtsjælland“
søger han de Vises
Sten. Ak, han vil aldrig finde den.
«Dejlige Sorø, omtransed’ af Skove» og ud af
dem, som en Stjerneblomst fra Skovgrunden, skinner
os Gjæstgivergaarden i Mode. Store Ord mæles der
inde. Buldrende flyve de ud over Landet, som Pilen