47 / 427
38
Venner i Nøden.
iJer findes en „Avtor“ af den Slags Folk,
Som „hæves til Ærens Top“ kan,
Udødeliggjort er han bleven som Tolk
Og Defensor for salig T r o pma nn .
Ved S ø n d a g s s p r ø jt e n i Aar og Dag
Som Leder han stod,
nota bene
,
For ellers er Høvding just ikke hans Fag;
Hans Plads er blandt „de gemene“.
Til M o r g e n g n a v e t ved noble Træk
Han knyttet med stærke Baand er,
I Tidernes Løb han blandede Blæk
Med „Organets“ beslægtede Aander.
Og hvad man ej turde være bekjendt
Selv i dettes villige Spalter,
Det gav man Hr. S ø r e n s e n som Referent
Og Korrespondanceforvalter.
Til Gjengjæld derfor staar trolig ham bi
Hans Venner i
Morgenbladet,
Thi nu slipper Fyren nok ikke fri
For at komme i Fedtefadet.
Til
Folkets Avis
en Artikel han skrev,
Hin Ædling fra S ø n d a g s p um p e n ,
Forvaret til Dommens Dag den blev:
Hvor Skæbnen dog kan være lumpen!
Derfor man klager sig som besat
I
SocicU-Demoleraten,
Derfor tager Redaktør La r s e n fat
For at hjælpe paa „Kammeraten“.
Hr. L a r s e n sætter som altid Lid
Til, at ingen ham stopper i Farten,
Og haaber, at hans Klient bliver hvid,
Haar han sværter Kontraparten.
Det stakkels udskyldige Offerlam
Med „Martyren“ vist snart følge Trop kan,
Hvorfor være mindre human da mod ham,
End han var mod salig Tropmann?
Hr. L a r s e n har altsaa kun brugt sit Blæk
Til Venstres Tarv, tør vi mene:
Man kaster jo ikke sit skidne Vand væk,
Naar man véd, man faar aldrig det rene.
Fru
Sørensen.
Tak jeg har endnu en lille
Sjat, søde Fru Schrøder og det er sandt, det var
det jeg kom herop for at fortælle Dem, at De da
for Himlens Skyld ikke maa tro, at Sørensen og
jeg lever i Uenighed, og skøndt jeg yéd, at De ikke
fortæller en Stavelse og at jeg fuldstændig kan stole
paa deres Distraktion i saa Henseende, saa kan der
dog saa let komme Sladder omkring i Byen, hvad
jeg ikke kan udstaa og nu er jo alting godt mellem
mig og Sørensen og vi lever sammen næsten som i
vore Hvedebrødsdage og gammelt Hvedebrød, véd
De jo, kan ogsaa yære meget rart især med dygtig
Smør paa og det gik saadan til at en Dag, medens
jeg og Sørensen endnu var lidt knubbede mod
hinanden saa gaar jeg med ham ind for at kjøbe
en Lampekuppel til vores Bordlampe og deD tager
Sørensen i Baglommen og dermed gaar vi ned ad
Vimmelskaftet og det var i de Dage, at det var saa
glat paa Gaden og jeg gik netop og vrissede lidt
over, at Politiet ikke kunde passe paa at der var
strøe Aske paa Fortovet og Sørensen, der altid er
god Borger og Ordenens Opretholder, spurgte tem
melig baaniig om, hvor jeg vilde skaffe al den Aske
fra naar man ikke vilde inføre Ligbrænding og strø
sine Forfædre omkring paa Gadehjørnerne og des
uden paastod han, at skulde Politiet paase det og
nmlktere Alle der ikke strøde Aske saa vilde
Fattigkassen blive ligesaa spækket, som det Kongelige
Teaters Kasse efter Ambrosius og det passede sig
ikke for en Fattigkasse, og desuden var det ikke
Andet end Skaberi at her var glat og vilde man
blot passe paa, kunde man nok naa belskindet
hjem. Og ligesom han siger det, saa dratter han
saa lang han er, eg jeg syntes ordenlig eet kling
rede i Brostenene, men ban kom dog ligestrax paa
Benene igjen. „Det var saamæn godt Din Ryg ikke
var af Glas lille Sørensen]“ siger jeg. „Men den
v a r jo af Glas!“ siger Sørensen og bliver ganske
bleg og saa husker jeg paa Lampekuplen og blev
jo gyselig angst for, skøndt jeg var vred paa Sø
rensen bunde jeg dog ikke taale at tænke mig, at
ban skulde faa saa bedrøvelig en Ende og forbløde
sig her midt i Vimmelskaftet, saa jeg fik ham i en