48 / 427
39
Drosche og hjem og en Doktor og Hofmaodsdraaber
og det var jo meget smertefuldt og generende fordi
Sørensen rnaatte ligge paa Maven to Dage men det
kjedeligste var at han i længere Tid ikke kunde
taale at sidde ned saa han knnde ikke komme
med til Taffels, hvor han var indbudt som Formand
for Smørgrosserernes Maadeholdsforening hvad han
egenlig ikke er men var naturligvis gaaet alligevel,
da han jo dog er Foreningens Kasserer og det var
ham der havae faaet Indbydelsen ug hån var især
kjed af det fordi der var Jagt i Forvejen cg han
vilde gjerne have set hvordan Kammerraad Androkles
Lembcke, som ogsaa var med- bar sig ad med at
beskytte Dyrene under de Omstændigheder. Det er
det som Fritz Grønbæk kalder et Dilemma og uer
som Kammerraaden har været mellem Jægerne, vil
jeg da haabe, han har skudt forbi med Villie og
ikke molesteret Andre end maaske en tjenstgjørende
Kammeijunker eller et Par Klappere, hvad der jo
ikke gjør saa meget og i alt Fald ikke strider mod
Foreningens Principer. Men De kan jo nok tænke
Dem søde Fru Schrøder, at da jeg saa Sørensen
ligge der, bleg og blødende paa sit Smertens Leje,
smeltede mit Hjerte og jeg skjænkede ham min
Tilgivelse, og Fredens Genier vendte tilbage ved
‘vores Arne og nu er Petrine desuden i den syvende
Himmel fordi hnn er bleven antagén som høj Sopran
i Sicilieforeningen, hvor hnn skal svnge ambrosiansk
Lovsang og glæder sig til at træffe Emil Poulsen,
som jo maa være med i den og som hnn siger alle
unge Piger med aaben Sans for det Skjønne maa
være begejstrede over, selv om lave og misundelige
Mennesker gjør Nar deraf og laver ham om til
Sprællemand og hun havde nær givet Frits Grønbæk
en paa Øret fordi han kom med saadan en Sprælle-
Ambrosius, for hidsig er Pigebarnet, det har hnn
efter sin Fader og ikke efter mig, der altid har
været blid cg eftergivende, det véd De bedst, søde
Fru Sørensen, der har kjendt mig fra ung af og
altid holdt saa meget af mig som jeg ogsaa vil
gjengjælde Dem saa længe jeg lever, og nu skal De
have Tak for Kaffe, det gjør virkelig godt en Gang
at tale med et Menneske med virkelig Dannelse og
den bar De, søde Fru Schrøder, det hører man
strax, paa Alt hvad De siger. Farvel.
Overlampepudserens Daarboer
F r e d a g den 2 4 .
E t Solglim t
og Valkyrien.
Det
var et Glimt af
vor
Teaters Sol.
Som er gamle Holberg,
hvem vi ikke har set længe; Inden Døre. Og kunde ikke
være ham bekjendt som i Fredags; Hvor han var gnaven
og rørende og ubehagelig, men slet ikke morsom og vittig;
Som ban plejer, naar han er sig selv, saadan som vi kjender
ham , og ikke bearbejdet med norsk Graavejrsstemning og j
Bjerteklemmelse vg Fyrretræsdiift.
Og det var meget na
turligt at Jerndorff ikke kunde holde det ud ret længe.
Men gik en lille Forfriskningstur og saa kom ind og gjorde
Kode paa Legen, der var meget kort.
Men altfor langl
V alkyrien
var ogsaa et Solglimt; Nemlig for Balletten.
Hvori Bornevildes udødelige Battemanger kalder Kæmpelivet
i Norden frem paa Scenen og danser i Øhlenschlægers
Fodspor med Grasie.
Men desto værre hviler Mesterens
Aand ikke over hans Skabningers Præstationer og Nastronds
sorte Birntudser og Svartalfer gjorde megen Ulejlighed.
Saa at Petersen, som jo har været Sømand, maattc vove
sit Liv og kaste sig ud i det vilde Hav og klare Ærterne;
Deri. Som jeg besvor ham at lade være. Men han svarede:
"Komandanten
aa den ubønhørlie Plegt kalier paa mig,
Severine! Hels Motter.
Hvorpaa han gjorde Svømmetag
tvers over Havet tii Beundrelse for Folk i Etasjerne,
der kunde iagttage hans Dygtighed.
Og Dødsforagt.
Og
Heltene blev ikke slaaet rigtig ihjel; Som de skulde, men
der var L iv i Flere, som kravlede ud af Valpladsen som
Fluer af en Tallerken Kvasia og ind mellem Kulisserne og
der var En som tabte sin Sko og dansede paa Strømpe
fødder, hvad der ikke passer sig for en gammel Helt.
A f
de nordiske; Som siet ingen Strømper havde. Og Musikken
var uenig indbyrdes, saa at Nogle kom i«r3t og Andre
bagefter, Og baade Malle og jeg gik i Seng med røde Øjne.
A f Ærgrelse. Og vare beklemte over, hvad «Dagbladet»
vilde sige, men som har været opfyldt af blid Stemning
og ædle Følelser og ladt være at ligge Mærke, men dækkét
os med Kjærlighedens Pelskaabe. Og har skrevet »At Bal
letten gik med sædvanlig Præcision».
Og jeg skal huske
ham det en anden Gang og kaste Medlidenhedens Slør over;
Hvis han skulde gaa i Vandet. Og ikke sætte ham i Dag
bogen. Desangaaende.
Men Erik Bøgh var haardere mod
os end han plejer; Mod Kasino.
Hr. Qvsrretsprokurator Bøoker
j f o j B r
contra
Hr. Ingeniør Keiffler.
H r .
Prokurator
B ø c h e r han
Eliked fit Sporvejsfelikab kjærlig,
Han for at flyre det var Mand
Han fine Ord bela’e faa herligt.
K e i f f l e r
forilod slet ej den Kunft,
Alle hans Ord de var omfonft.
Stræb B ø c h e r , ftræb B ø c h e r , alt hvad Du kan,
Pas paa Hr. K e iff le r fom en Mand.
B ø c h e r cr i Kontrol faa flor,
K e i f f 1 e r er mere overfladiik,
B ø c h e r ej fpored Spor af S p o r,
Mente, Projektet var fporadiik.
Og faa han endte med de Ord:
cG aa! V i Dig kjender paa dit Spor!»
Stræb B ø c h e r , ftræb B ø c h e r alt, hvad Du kan,
Pas
paa
Hr. K e i f f l e r fom en Mand.
Der var mødt Folk faa langvejsfra,
Fra Frederiksberg og andre Sogne,
K e i f f l e r han vilde bare ha’e
A t Aktionærerne iku’ vogne.
A k , men hans Vognborg helt slog K lik ,
Han op at kjøre ej dem fik.
Stræb B ø c h e r , ftræb B ø c h e r , alt hvad Du kan,
Pas paa Hr. K e if fle r fom en Mand.
«Jeg holder ej af Skumleri,
Synes ej om den Slags Komedie,
Altid der var jo Rumleri
I dette Selikabs Vogne, ved je’ .»
Og med de Ord gik Hr. K e if fle r fin Vej :
«God N at, Vogn, og mange Tak for mig!»
Stræb B ø c h e r , ftræb B ø c h e r, alt hvad Du kan,
Pas paa Hr. K e if f le r fom en Mand.