43 / 427
34
Til Tings.
1 il Tings! til T ings! det Budfkab gaar
T il
B e r g o g D a h l :
I Morgen Klokken E t I ftaar
I Tingets Sal.
Da tager flux iit Mundlær frem
Hin Bogødrot
Og prøver det med Fynd og Klem;
Det bider godt.
Men Venftre ikurer Skjoldet ret
For Pletter fri
Og rødmer, naar fit Billed det
Faar fet deri.
Saa famles Landets Grundlovsværn
Til Tings igjen.
Held ed er, I er rene Jern,
I Venftremænd!
Tbi Landets Ære faar iit Knæk
Ved eders R ø ft,
I Freden er I Landets Skræk,
I Strid dets Brøft.
Snart høres Vrøvl og Vaas paany
I Tingets Sal
Hvor ingen Moderat vil fky
En Radikal.
Vemodig
H ø g s b r o
tænker
paa
Den Ti d, der fvandt,
Da h e l e Venftre kom og faa
(Men ikke vandt)
•<Ak!» tænker han, vi kunde godt
D og naa faa v i d t ,
Hvis begge mod hinanden blot
F ik gjort et Skridt.
Hvis
H o l s t e i n ikkun fv ang fit
Ris
Mod
e ftru p ik
Vold ,
Og
ScHELDE
os gav et Bevis
Paa Maadehold!»
*
i----------------------------------------------------------------------------- — —
En Trøft dog ftraaler lys og klar:
Han fer tilfreds ,
A t Højre endnu ikke har
Naaet de halvtreds.
Men Snapstingsværten ensom ftaar,
Hans Sorg er
tu n g ;
«Ak
T a u b e r
ser jeg ej i Aar !
O, ve min Pung!»
Han gaar i ftum Beklagelfe
Til D iik og Skab,
Men — lægger Sag mod Slagelfe
For Næringstab!
forDecember Maaned.
(Sluttet.)
Foruden de nævnte Sygdomme blandt de store
Husdyr, har der ogsaa vist sig mer eller mindre
farlige Tilfælde blandt de smaa Dyr, der findes i
enhver Hasstand, og som vi derfor denne Gang und
tagelsesvis ville medtage.
F a a r e k y l l i n g e r n e bleve paa nogle Steder i
Fyn
og
især i det vestlige Sjælland angrebne af
k roniske Halsbetændelser, der ledsagedes af en højst
g onerende Hæshed. Flere Privat-Koncerter i Landets
mindre Kjøbstæder have af den Grund maattet ind
stilles. Yed længere Tids Ro og Ophold i Bager
ovne og andre mildt tempererede Steder hævedes
Sygdommen dog hurtig for de Flestes Vedkommende,
og man liar al Grund til at haabe, at Aarets Tillæg
af Faarekyllinger henad Foraaret maa vise sig at
være lige saa kraftig som i Fjor.
L o p p e r n e ere de Husdyr, der forholdsvis have
lidt uiest. Baade disse og det med dem i hele Le-
vemaaden stærkt beslægtede Væg g e t ø j har maattet
nndgjælde for det mærkelige Fænomen, at de røde
Blodlegemers Ta l , inaaske begrundet i hele den
økonomiske Misere, har været stærkt aftagende i
Forhold til de hvide (se Sørensens Analyse) og da
disse Smaadyr saa at sige udelukkende ere henviste
til de af Professor Panum i sin Tid for den mindre
bemidlede Klasse anbefalede Blodretter, har Følgen
deraf været en overhaandtagende Anæmi især hos
L o p p e r n e , der i Reglen leve fra Haanden og i
Munden. Hos flere Lopper har Hjertebanken, Susen
for Ørerne, Svimmelhed og især en generende Hoste
været meget almindelig. Loppebestanden her i Lan
det maa i det Hele siges at være i jævn Aftagen, og