40 / 427
31
Overlampepudserens Dagbog
Bevingede Ord,
•N u er 1 0 1 ude,» sagde M e y e r, saa gik
M orgen
telegrafen
ind med Nr. 100.
•O p ig je n !* sagde T a n g e , han gik bag afN yborg-
Deligensen.
» S a a d a n l e j e r v i i n t e , » sagde
G ru n d ejerfo ren in g en
,
da Lejerforeningen blev stiftet.
I DAHLens Skjød en
T a u b e r
laa
Og havde ingen Dyne paa.
unge Hjertes oprigtigste Anskuelser som jeg har lært mig
efter min gamle Mesters Bøger og mine egne Erfaringer;
Som uværdig Præstinde i Kunstens indviede H al; Og
Musernes Datter.
Zahle som Videnskabsmand.
eller
Venstres opdagede Kundskabstrædskhed.
'fortsat af kans Datter.
S ø n d a g den 1 9 d e J a n u a r
R overborgen.
Som
jeg
først trode var R e v e r n e fra Kasino, vi havde faaet
paa
B o rg ; Hvad det ikke var men. derimod en klassisk Komedie
af afdøde Professor Øhlenschlæger med Musik af Hr. Kuhlau,
som der ikke var Noget ved, fordi den er ikke som Lohen-
grin eller Mestersangerne eller Bagermadammen, som passer
for vore Ører men af den gamle Slags; Der kan være god
Dok til Petersen men ikke til os, dér lever ‘i Sivilisisationens
og Fremskridtets jprgengry* Mer» Komedien er god nok
og sikken en Rover der var bleven af L i:eb e og S c h ram
var morderisk gemytlig og havde man ikke let, saa havde
man gyst af ham, Som man gjorde af Mesters Datter, der
var en gammel H ex: Og djævelsk og blev styrtet ud a f
Vinduet fra fjerde Sal. Des Åarsags.
Derimod havde vi
ikke rigtig Glæde af F e r s le w som var pæn Mand; Men
verdslig. Hvad der ikke passer sig for barn og skader
hans Værdighed, som henhører under Gejstligheden og Be
gravelsesvæsenet.
Og Røverne var for Resten ret skik
kelige og ikke nser saa slemme som de saa ud til og gik
Allesammen meget godvillig i Kjælderen, og det var et
Held at de var bleven af med D e c k e r forinden, fordi
han var den krasbørstigste af dem og af et voldsomt Tem -
peramang. Petersen var især glad over 1»e v in s øk.n og da
hun stod der som Juliane i den sorte Fløjelskjolfe, 6g sang
ligesaa dejligt, som immervæk før, var jeg ganske bange
for, at han med E t skulde stikke Hovedet op af Kahyts
lugen som han kalder det og raabe Brava, men han dyde
sig og blev ved den store Jernport, som ban skulde passe
blev slaaet i; Med et Knald. Men Malle og jeg følte os
løftede paa Ballettens Vegne ved at høre ¿Ir. V a lb u m
synge den ædle og ridderlige Røver med Anstand og De
korum og og det er maaske en Fejl, som Madam Petersen
paastod ; at man kan forstaa hvert eneste Ord han synger
og han bliver maaske heller aldrig saa stor som Frir
E r h a r t i det Kapitel, men det er dog opløftende at se at
vi kan hjælpe baade paa det Resetæreude og paa Operaen,
naar det kniber, hvad Operaen ikke kan hos os for hvis J a
st rov skulde gaa om og danse Ridder i en Ballet tror jeg ikke
han vilde gjøre Lykke hos dem der har Forstand; Paa de
Dele. Hvoraf det er tydeligt, at Bornevilde havde Ret
naar han satte Balletten som det Højeste, fordi det er den
Kunst, der griber om sig i alle de Andres enkelte Afde
linger og gjennem Rhytmerne og Angtersjatterne paatvinger
det umiddelbare Publikum Smagen for Skjønhedens og
Mimikens Aabenbarelser. Hvad jeg er bange Sjæfen ikke
har Blik for og Kritiken ikke heller.
Men jeg. Hvorfor
jeg sætter det i Dagbogen fordi jeg til den betror alle mit
Har I læft, hvad
Z a h le
os fortæller
I fit Blad om fig og fine Fæller?
Deri fes, at hele Venftreracen er
E t Akademi af rene —
Rene videnikabelige Lys.
Klareft
Ikinner
Lyfet
hos A lb e r t i:
Som Jurift han grumme «praktiik» er; thi
Ingen anden danik Jurift kan mægte
Som vor Helt et Faktum at be —
A t belyfe klart med Lovens Ord.
L
e t h
er beller ej af dem, fom duer ej,
Han er bagt af theoretifk Surdejg;
Dog han ganfke praktiik har forftaaet,
Hvordan en Klient man bedft faar —
Bedft faar bragt paa Sandheds gode Vej
p p fe greven er i Stats- og Rigsret,
_.aandt ban paa det fidfte Sted fik nix R e t
ÉAksEN fører fom Jurift en flot Pen,
Der endog har bragt ham i Ka —
Karambolager mangen Gang.
Som en
Z a h le
mellem Aftronomer
Glimrer
T a u b e r
mellem Gaftronomei
Statsøkonomi ham ftedfe tro vi fandt.
Munden ta’ er han fuld af Statens Pro —
Produktion og Told og andet sligi
Z a h le
har og theologiik Hæder
Som et Troens Faar i Yenflreklædei;
Hvad i Livet ikjules for den kyndige .
Fattes klart af
Z a h le
, den u —
Den uikyldig-glade Ringftedikjald.
Endelig man fer i Venftrekapper
Hele Skarer lærde Æikulapper,
O g, hvis Venftre holder med fin Tj'te Hv.>
Som for Tiden, faar det fnart lit —
Snart fit Hjem i Akademos* Lunu.