36 / 427
27
ilagsmænd, der vendte den laadne Side udad. „Jeg
taler saaledes,“ sagde han, „at sexten grundtvigi-
gianske Skolelærere, der have vrøvlet fra Smaa af,
og dog ikke ere komne paa Buntmagerloftet, have
ved at høre mig ærgret sig endnu galere, end de vare.“
Begge To, baade H o ls te in og Be r g , gjorde
saaledes godt Rede for, hvem de vare, og at de
trode, de nok kunde ægte T a b u r e t t e . K r a b b e
sagde ikke Noget, men man sagde om ham, at han
tænkte desto mere, og da Redaktør C a r s t e n s e n
kun snøftede til ham, indestod han for, at Kr a b b e
var af god Familie; Digteren Z a b l e , der havde
havde faaet tre Fo!ke-Sølv-The-Skeer for at tie stille,
forsikrede, at K r a b b e var begavet med Spaadoms-
kraft, man kunde se paa hans Mundviger, om det
blev en kort eller en lang Rigsdagssamling, og det
kan man ikke en Gang se paa ham, der skriver
»R ig sd a g stid e n d e n
“.
„Ja jeg siger nu ikke Noget,“ sagde
B erlin gske
„men jeg gaar nu al Tid saadan og tænker
mit!"
Nu var det Springet om at gjøre.
Ho l s t e i n sprang saa højt, at Ingen konde
se det, og
3
aa paastod de, at det var et af hans
sædvanlige Kneb, og det var nu lumpent.
B e r g sprang kun halvt saa højt, men han
sprang E s 'tr u p lige i Ansigtet, og saa sagde
P u n ch
,
at det var ækelt.
K r a b b e stod længe og vaklede mellem de
Radikale og de Moderate; man trode til sidst, at
han slet ikke kunde springe.
„Bare han ikke faar Ondt!“ sagde C a r
s t e n s e n , og saa snøftede han igjen .til ham. —
Klingeling! sprang han et lilie skjævt Spring til
Venstre, lige hen paa Skjødet af T a b u r e t t e , der
sad ved Siden af Formandspladsen.
Da sagde
P u n c h :
„Det højeste Spring er at
springe hen til T a b u r e t t e , for det er det Fine
af det, men Sligt hører der Hoved til at falde paa,
og K r a b b e har vist, at han har Hoved. Han har
ogsaaRidderkors paa Kjolen.“
Og saa fik han Ta b u r e t t e .
*Jeg 3prang dog højest!“ sagde Ho l s t e i n .
„Men det kan være det Samme! Lad hende kun
have den Borgmesterrad med Embede og Ridderkors!
Jeg sprang dog fcøjest, men her hjemme skal der
Krop til for at blive Minister,“
Og saa blpv H o l s t e i r Munk og gik
adeligt Jomfrukloster, B e r g satte sig oppe
Buntmagerloftet og tænkte over, hvorledes
egenlig gik til i Verden, og han sagde ogsaa:
„Krop skalder til! Krop skal der til!“ Ogsaa skrev
han sin egen bedrøvelige Avis, og det er ikke af
den, vi har taget Historien, som dog gjerne kunde
være Løgn, og det er den.
i et
paa
det
Lar I set, hvad nu man beretter?
I
B erlin gske
staar det — jo Tak,!
A t Solen, den Stakkel, faar Pletter,
Naar paa Jorden der hænder et »Kraeh«
For hver en Fallit hernede
Faar Solen strax en Filipens,
En Fregne for hver en urede
lig »Ferer», hvis Kasse er læns.
I Fald det da da ej er en jævn Logi],
Hvorpaa man kan fele og ta’e,
Maa Solen, Ira Jævndøgn til Jævndøgn,
E t vanskeligt Solhverv s’gu lia’e.
A l b e r t i s fæle Svovlsyre
Den ætsed’ saa mangt et Ar;
Dog det var kun en Ouverture
Til det, som vi oplevet har.
Da F r e d e r i k s e n var ecbapperet
Maa Solen have set ud
Som en af Smaakopper skamferet
Spækhøkers Ansigtshud.
Dog lidt efter lidt clet fortog sig:
Dens Skive blev ren og blank;
Den havde just slaaet til Ko sig,
— Men saa røg S l a g e l s e Bank!
Den Plet var slem, men Skavanken
Blev værre, da ovre i Fyen
Det revned’ med F o l k eb a nke n,
— Da skjulte sig Solen bag Skyen.
Dens Teint var aldeles forjasket
Med Byld ved Siden af Byld,
— Og vi gik i Graavejr og sjasked’
For Venstre-Plamasernes Skyld.
Forleden Morgen jeg saa den
Tilsløret og ganske forknyt,
Je g haabede, vi skulde faa den
Tilbage igien nu — jo P yt'
Thi- saa kom Baron G e d a l i a
I Brummen. — Og nok saa net
Kom Solen paa Solhospital, ja
Med Mæslinger, Plet ved Plet.
Om nu den er i Salveten.
Det véd jeg ikke bestemt;
Thi siden har jeg ikke set den,
Saa godt har den stadig sig gjepit-
— Som ,sagt' I
B erlin gske
stod det
O m t r e n t , som jeg siger det her;
Men dersom I ikke vil tro det.
Saa kan I s’gu ogsaa la’e vær'.