162 / 239
160
SIGURD JENSEN
faldet kom dog ikke helt uventet. Han havde gennem årene slidt stærkt
på sig selv, og nogle tegn på en begyndende hjertelidelse havde han
ignoreret. Han ønskede ikke at sætte tempoet ned, men ville være med
fuldt ud både i arbejdet og i de mange festlige lag, der var lejlighed
til at deltage i. Kommunalt arbejde og festlige samvær med folk, der
var interesseret i at snakke kommunalpolitik, det var tilværelsen for
den gamle ungkarl.
I dagene umiddelbart forud for sin død fik han også en hel del
vigtige sager fra hånden, først og fremmest et lovforslag til ordning
af de københavnske kloakforhold og afslutningen af arbejdet i den
kommission, der skulle udarbejde projektet til det nye hospital på
Bispebjerg. Et forslag om store ombygninger på Set. Hans Hospital
skulle have været behandlet om mandagen, som han døde om søn
dagen.
Til sin død stod han midt i arbejdet og midt i striden, en strid hvor
det ofte gik hårdt til. Han fik drøje hug og slog hårdt igen, men det
er ikke helt usandsynligt, at han faktisk nød slagsmålene.
Allerede i sin korte virksomhedsperiode som ledende senior i Stu
denterforeningen havde han gjort sig bemærket ved en blanding af
jovialitet og stædighed.64
Hans kommunalpolitiske modstander Anders Hvass skrev i en ne
krolog i Illustreret Tidende ( 18 .1.19 0 3 ) : Når han vendt imod mod
standerne stod med sænket hoved og øjnene fremad, var han ikke ulig
billedet af en tyr, der vil stange. - Professor Carl Lange talte engang
om hans »diabolske« smil. —At han livet igennem måtte føle besværet
ved en fod-defekt, der gjorde ham halt, har naturligvis ikke været be
fordrende for humøret. Han var - som nævnt - ungkarl og ret ensom.
En stor hund var til stadighed hans trofaste ledsager.
Hans voldsomme temperament i forbindelse med en helt usædvan
lig hukommelse, der altid var til disposition med de fornødne fakta,
gjorde ham til en formidabel modstander. Men når striden var af
sluttet, var han tilsyneladende ikke den, der bar nag. Så kunne man
i fordragelighed gå over dl næste punkt på dagsordenen, eller han
kunne gå på værtshus med såvel modstandere som tilhængere.015 Der
kunne således trods alle skærmydsler holdes et samarbejde i gang, og
dertil bidrog også den respekt, som alle - også modstanderne - næ
rede for hans etiske holdning. Anders Hvass skriver herom i sin nekro