78 / 234
75
komme til selve Ministeren med en saa ubetydelig Sag som Anbrin
gelse af en Dør mere i en Stationsbygning. Da jeg senere nævnede
det for Departementschef Nordlien sagde han: »Det er saamænd
et gammelt Spørgsmaal, og naar de fra Hellerup sender en Deputa
tion, saa er det, fordi de mener, at naar der nu er kommen en ny
Minister, bør det forsøges paany at faa de paaklagede Mangler af
hjulpne. Da det kunde interessere mig at se paa Forholdene, og
da jeg vidste, at Departementschef Nordlien boede i Hellerup,
spurgte jeg ham, om han var hjemme Søndag Eftermiddag. Han
svarede ja, og saa sagde jeg til ham: »Saa kunde De jo invitere
mig paa Kaffe Søndag Eftermiddag i Deres Hjem i Hellerup og
saa benytter vi Lejligheden til at se, om der virkelig er noget i
Vejen for at anbringe en Dør mere i Stationsbygningen ud mod
Pladsen foran.« Vi saa paa Stationsbygningen og var enige om,
at en Dør uden Vanskelighed kunde indsættes. Jeg bad General
direktøren ved Statsbanerne: Ambt, om at komme op i Ministeriet,
da der var flere Forhold, jeg ønskede at tale med ham om. Under
Samtalen nævnede jeg, at jeg havde haft Besøg af en Deputation
fra Hellerup, og hvad den ønskede med Hensyn til den omhandlede
Dør og Perrontaget. »Ja, det er et gammelt Krav,« sagde Ambt,
»men det kan vi ikke indlade os paa, hverken med Døren eller
Perrontaget. Vi haaber jo paa at faa et nyt Dobbeltspor fra Køben
havn til Hellerup, og det vil medføre, at Stationsbygningen skal
flyttes, og i hvert Fald at Perronerne skal laves om.« Det sidste
lod sig høre, men Døren i Stationsbygningen syntes jeg nok, man
kunde sætte ind. Jeg spurgte Ambt om, hvad en ny Dør vilde koste,
og han svarede: »Den kan godt komme op paa to hundrede Kroner.«
Beløbet afskrækkede ikke mig, og jeg sagde til ham: »Naa ikke
mere, saa synes jeg, de skal have Døren.« Ambt, som sad ved den
modsatte Side af Skrivebordet, som jeg sad ved, bøjede sig ind
over Bordet og sagde som den korrekte Embedsmand, han var: »Vel,
naar Ministeren ønsker det, saa faar de Døren.«
Det faldt mig iøvrigt ikke vanskeligt at administrere Trafikmini
steriet. Jeg var som Finansudvalgets Ordfører, syntes jeg da selv,
ret godt inde i Trafikministeriets Sager. Ogsaa dette, at jeg kendte
de fleste af Embedsmændene i Ministeriet, gjorde, at det gik for
holdsvis let for mig. A f større Sager var der i Virkeligheden kun
to: den første var Anlæg af Dobbeltsporet fra Nyborg til Strib, og
den dermed i Forbindelse staaende Omlægning af Odense Station,