HøretOgOplevet

fik jeg en Dag Besøg af Borgmester J. Jensen, København. Han

sagde til mig, at han havde set, at der var Tale om en Port ind i

Kongens Have lige for Enden af Dronningens Tværgade. Han vilde

gøre mig opmærksom paa, at dette Spørgsmaal burde overvejes

grundigt. Han tilføjede, at der i Dronningens Tværgade ikke langt

fra Kongens Have var et Slags Hjem for »Vagabonder«, som Regel

arbejdsløse Eksistenser, der levede af at tigge og som kunde sove

dér om Natten og faa Morgendrik for faa Penge. »Hvis der bliver en

Gennemgang ind i Kongens Have lige for Dronningens Tværgade,

kan vi risikere, at mange af dem gaar ind i Haven, og, naar det er

nogenlunde godt Vejr, anbringer sig paa Bænkene til Gêne for

ordentlige Folk.« Gennemgangen kom dog senere, men ikke i min

Tid som Minister.

løvrigt var Spørgsmaalet om Forsvarets Ordning det, der optog

Sindene stærkest. Alberti-Katastrofen, hvorom der siden skal for

tælles, medførte Ministeriet I. C. Christensens Afgang faa Dage

efter, at Alberti havde meldt sig til Politiet den 8. September 1908.

Finansminister Neergaard blev af Kongen opfordret til at danne

Ministerium, og da han kom tilbage fra Kongen, bad han Land

brugsminister Anders Nielsen og mig om en Samtale, idet han

sagde, at han haabede, at vi fortsat vilde blive i Ministeriet. Vi

drøftede lidt om, hvem der yderligere skulde med. Vi var jo klar

over, at hverken I. C. Christensen eller Indenrigsminister Sigurd

Berg kunde beholde deres Ministerier. At Neergaard ønskede Klaus

Berntsen som Indenrigsminister vakte ikke hos Anders Nielsen eller

mig nogen Forbavselse eller Indsigelse. Klaus Berntsen var jo gam

mel Kommunalmand, havde været Sogneraadsformand og Amts-

raadsmedlem paa Fyn, saa der var ingen Tvivl om, at han kunde

bestride Hvervet som Indenrigsminister. Neergaard havde ret natur

ligt tænkt sig, at han beholdt Finansministeriet, og spurgte mig, om

jeg ikke kunde tænke mig at overtage Forsvarsministeriet. Som

tidligere Medlem af Militærudvalget, og i de senere Aar af min

Finanslovsordførertid, hvor jeg — efter at Zahle var bleven For

mand for det radikale Parti — ogsaa var Ordfører for de mili

tære Budgetter, havde jeg nogen Betingelser for at kunne over

tage Forsvarsministeriet og sagde efter nogen Betænkningstid

ja til Neergaards Anmodning. Han gik paany til Kongen for at

meddele, hvem han havde tænkt paa som Ministre i det Ministerium,

ban var opfordret til at danne. Han fortalte mig bagefter, da hans