146 / 185
132
I Luftens Sangere, Skov-Fugle, Markens Grisede,
I vilde Fugle, ser, I flyver flux tilstede,
Når Kongen kommer, til at fløjte færdig hen:
„Velkommen C h r is tia n , velkommen hjem igen!“
I Landsens Folk, går ud med ønskehlandet Glæde,
At Kongen mange A r sit Land må sund betræde,
Som rejser, våger, gør sig selv med Uro træts
At han kan få sit Land i Ære, Velstand stedt!
Oh kysser Kongens Hånd, som Ære-Palmen ikke
Ved nogen Trusels Ord vil fra sig lade vrikke!
Hans Hånd, som gerne tog mod Fredens Oljekvist,
Om Ære, Navn og Gavn derved blev ikke mist!
Lad andre Fyrster for en ugild Nytte vege
Og med sin Løftes Ord som Drive Toppen lege;
Det er vor Konges Ros, at han som Klippen står,
Når Folkets Hovmods Skum på Skryde-Bølger går.
Lad stolte Konger kun af Rigdom, Magt og Vælde
Opblæse sig, det er dog Hjertens godt at hælde
Sig til en retvis Sag; thi det er Guds Manér,
Han til de Frommes Sag med nådigt Øje ser.
Så skal og Himlen vist i Kongens Hænder hæfte
Og ham med hellig Magt og Styrke fast bekræfte.
Han i Retfærdighed skal evig blive ved
Og nå med Ære det, som hver Mand ønsker: F re d !“ 1)
J) Rostgårds Manuscsml. 237. K.