27 / 450
1 4
V o r gaml e Ho v e d s t a d
gamle Færdselsaare, Tyskemannegade (nuv. Vimmelskaftet) der forbandt de to
Bycentre har oprindelig været en Hoved-Landevej, der nede fra Havnepladsen
førte op til Byen omkring Vestergade og Gadekæret, saalænge disse to Bydele
endnu ikke var vokset sammen. Vikingen, der efter endt Normannertogt for b l .
den Bør strøg ned gennem Sundet paa sin Snekke og lagde ind i Gammelbodyb,
har saaledes uden Tvivl, naar han gik fra Borde for at gaa op i Landsbyen, vandre
ned ad det samme »Strøg«, som vore Dages Københavner ynder at slentre ned
ad i en tidlig Eftermiddagstime.
Som vi har set, taber Byens Oprindelse sig i det forhistoriske Mørke. Dens
Grundlæggelse foregaar ikke med Brask og Bram ved, at en Hersker omgivet af
sine Vasaller gør det første Spadestik i den jomfruelige Jord, medens den maaben-
de Mængde ser til. Ej heller knytter der sig til dens Anlæggelse en romantisk eller
dramatisk Situation. Ingen Oksehud skæres i Strimler for at udmaale dens Om-
raade, intet Vilddyr fostrer dens Grundlægger i sit Fang, intet guddommeligt
Væsen splitter Himlens dunkle Skyer og peger med sit Sværd ned paa den at
de højeste Magter udvalgte Plet. København opstaår ikke ved noget guddomme
ligt eller menneskeligt Magtbud. En skønne Dag ruller den sig simpelthen fuldt
færdigt ud af Tidernes Taage og bliver — Historie.
Dette sker i Aaret 1043. I den islandske Saga:
Knytlingesaga
berettesder, at
da Sven Estridssøn i nævnte Aar blev slaaet af Magnus den Gode i Søslaget ved
Aarhus, flygtede han med sine Skibe til
Hafn
, hvor Magnus tvang ham til et nyt
Slag, der atter førte til et Nederlag for ham. Sven maatte fly op paa Land,hvor
mange af hans Folk blev hugget ned.
(
Der gaar nu et Tidsrum af ca. 120 Aar, hvor man intet hører om
-Hafn.
An
tagelig har Byen i denne Periode ført en ussel Tilværelse; thi svære Tider raadede
i Danmark dengang. Uduelige Herskere og bitter Borgerkrig havde ødelagt Landet,
og gjort det til et let Bytte for dets Fjender. De vendiske Sørøvere benyttede sig
heraf og plyndrede de danske Kyster paa det grusomste. Overalt i Farvandene
sværmede deres Snekker, og vé det Sted, hvor de fandt for godt at gaa 1 Land.
Plyndring og Afbrænding, Vold og Mord var deres Fremfærd, og de af Befolk
ningen, der ikke blev hugget ned, bortførtes og solgtes som Trælle paa de nord
tyske Markeder. Krønikeskriveren Adam fra Bremen, der besøgte Sven Estrids
søn, beretter malende herom: »Der er tvende Overfarter til Sæland, den ene er
fra »Fiun«' og den anden fra »Arhusen« begge lige lange. Havet er ved sin Natur
brusende og fuldt af en dobbelt Fare; thi haver Du end gunstig Vind, saa und-