69 / 450
54
Vo r gaml e H o v e d s t a d
maatte Byens Sikring imod Landsiden blive en lige saa stor Nødvendighed som
imod Søen,
Den første Befæstning, hvorved Byens Grænser tillige blev afstukne, har paa
de Steder, hvor Terrænet ikke dannede naturlige Hindringer for en fjendtlig
Indtrængen, næppe bestaaet af andet og mere end en bred Grøft, hvis Jord man
simpelthen har kastet op bag ved som en lav Vold og yderligere forstærkede med
et »Plankeværk«,
Hvor skrøbeligt dette Plankeværk som Forsvarsmiddel betragtet end maa fore
komme os at have været, saa har det dog ydet tilstrækkelig Beskyttelse. Datidens
Krigsførelse, hvor det langtrækkende Skyts endnu ikke kendtes, var saare simpel.
Skulde en By erobres, maatte det ske enten ved at udsulte eller ved at storme
den. Hovedpunktet i Datidens Befæstningskunst blev da ved Hjælp af naturlige
eller kunstige Hindringer i Terrænet at standse Fjenden i sit Stormløb imod
Byen. Da nu Terrænet omkring
Køpmannæhafn
var rigt paa sidt og moradsag-
tigt Jordsmon, Søer, Vandløb osv. var det saare naturligt, at man gjorde Brug
af disse Terrænforhindringer ved Anlæget af Befæstningen, selv om denne der
ved paa sine Steder kom til at ligge et godt Stykke udenfor den egentlige Be
byggelse. Ved denne Befæstningsmaade opnaaede man jo yderligere at faa Græs
gange indenfor Fæstningens Omraade, hvor man i Belejringstilfælde kunde have
rigeligt Kvæg gaaende, saa at Mulighederne for Udsultning væsentlig forringedes.
Atter her mærker man Biskop Absalons Fremsyn; thi de Grænser, han drog
omkring sin By, var saa vide, at de i alt væsentligt holdt lige til Christian den
4,des Tid. Saaledes har da Slægt paa Slægt i firehundrede Aar arbejdet paa Ud
bedringen af det samme Værn, bag hvilket Byen voksede op til at blive Nordens
vigtigste Stad.
Første Gang,
Køpmannæhafn's
Befæstning omtales historisk, er i Erkebiskop
Jakob Erlandsens Stadsret af 1254. Man er paa dette Tidspunkt endnu næppe
kommet stort videre end til det ovenfor nævnte Værn; ihvertfald hedder det i
Stadsrettens 9de Artikel: »Naar i Fredstid Gravene ved nogens Ligegyldighed
eller Forsømmelse forringes eller Plankerne falder ned, skal han inden 3 Dage
begynde at gøre dem i Stand og bringe dem i deres tidligere Stand«. Det paa
hvilede altsaa Borgerne selv at sørge for Byens Forsvarsstand, og det er derfor
ikke at undres over, at dette Arbejde, hvor hver havde sin Del at passe, tit gik
efter bedste Beskub uden nogen samlet Plan eller fornøden Forudseenhed.
Følgerne heraf udeblev da heller ikke. I 1259 brød Fyrst Jaromar af Rygen
gennem Plankerne og erobrede Byen. Stedet, hvor det skete, kaldtes senere »Jar-