SelskabetForBorgerdyd

163

træ kker paa Smilebaandet over de velmente, men snur

rige Vedtægter, men et nyt Lys kommer til at livile

over Selskabet, naar man erfarer, at d e t e r f r em-

s t a a e t s om S v a r p a a en O p f o r d r i n g f r a S t a t s

m a g t e n .

Det var den økonomiske Periode, livor man søgte

at fremelske Industri og Fabriksdrift i Indlandet, det

koste hvad det vilde, uden at man tillige overvejede,

om disse Foretagender ogsaa passede for Landet; ved

stærk Beskyttelse for de anlagte Fabriker eller endog

ved Indførselsforbud vilde man opnaa at sætte dem i

Stand til at kunne udholde Konkurrencen med Udlan

det, der maaske leverede baade bedre og billigere Va

rer. Idealet var, at enhver S tat kunde forsyne sig selv

med alle sine Fornødenheder uden at være afhængig

af Udlandet. Naar blot Pengene bleve i Landet, var

alting godt, selv om man maatte betale de kunstig

fremdrevne Fabrikers Varer i de dyreste Domme.

Ved Siden af det faderlige Overformynderi, som

Kongemagten udøvede over de kjære Arveundersaatters

Gjøren og Laden i alle mulige Forhold, er derfor Hen

synet til den indenlandske Industris Fremme et Hoved

synspunkt for det 18. Aarhundredes Luxusforbud. Ret

beset, er Luxus’en kun rigtig vederstyggelig, naar det

er udenlandske Varer, der ødsles med.

Betragte vi derfor det Luxusforbud, som her hjemme

gaves ved F o r o r d n i n g e n a f 20. J a n u a r 1783, *)

ville vi baade i dens forudskikkede Begrundelse og i

selve Forordningens Paabud finde disse angivne Træk

stadfæstede. Det hedder saa led es:

*) Foruden Forord, af 20. Januar 1783 er der i denne Periode

givet mange andre Bestemmelser, der enten supplere eller

korrigere dette Lovbud, hvilke det imidlertid vilde blive for

vidtløftigt for os at gaa ind paa.