518 / 569
512
Fattigvæsenets Lotterier
meredes af Kongen 23. Marts 17701); ifølge denne Kon
trak t forpligtede Opfostringshuset sig til at forskyde det
Fattiges Væsen de 134000 Rdl., saaledes at dette i de
fire første Aar, 1770—73, hver Jun i Termin fik 21000
Rdl. og hver Dec. Termin 10000 Rdl. og endelig i Jun i
Termin 1774 10000 Rdl.; Pengene skulde forrentes med
4pCt., men Fattigvæsenet have Kredit til 11. Decbr. 1784;
til den Tid vilde Renterne udgøre 67880 Rdl.; naar Ren
terne lagdes til Kapitalen, vildeFattig væsenets Gæld til
Opfostringshuset altsaa være 201880 Rdl., hvilke det nu,
fra 1784 af, skulde forrente og afdrage med 10000 Rdl.
om A a re t; paa den Maade vilde hele Summen være be
talt i Aaret 1822, og Fattigvæsenet vilde have betalt
390000 Rdl. for de 134000, det havde laant. Opfostrings
huset tog imidlertid et Forbehold, idet det
6
. Punk t i
Kontrakten lyder; »Præses og Direktører for Opfostrings
huset forbeholde sig, at, ifald, som dog ej formodes, de
Stiftelsen endnu privilegerede 14 Aars Lotterier ej skulde
have behørig Fremgang eller paa en eller anden Maade
lide nogen betydelig Afbræk og ej nyde nogen Erstatning
derfor, de da for de tilbagestaaende udlovede Laan vorde
befriede«. For hvert Laan, Fattigvæsenet fik, skulde det
udstede en Obligation med Pant i de fremtidige 50 Lot
terier.
Det var en meget dristig Finansoperation eller rettere
sagt en letsindig, særlig da man levede under Enevæl
den, hvor enhver Ordning ved et Pennestrøg kunde
kuldkastes efter Monarkens eller hans Yndlingsministres
Luner; men den store Bernstorff kan heller ikke ganske
frikendes for Letsindighed i Finanssager. Fattigvæsenet
drømte om i Løbet af nogle Aar at komme ud over alle
Pengesorger, og Opfostringshuset tænkte, at hvis Fattig
væsenet ikke kunde betale Pengene tilbage, vilde det
*) Sjæll. aab. Breve Nr. 182.