138 / 143
129
fleste a f Beboerne. Enghave Plads var et Folkehav, i hvilket
det engelske Orkester ligesom blev dykket ned og over
skyllet af, naar Applausen lød.
Kl. 20,35 blev det aargamle Fredsbudskab gentaget i den
engelske Radio. Aa, det var næsten ikke til a t holde Be
vægelsen nede! Op mod den lyse Foraarshimmel med de røde
Skyer for Enden af Istedgade steg blege Raketter til Vejrs.
Bomber bragede. Ældre Folk med slidte Nerver skuttede
sig lidt: Ja, saadan var’et, det lød. Men paa Ungdommen
virkede Skydningen inciterende. I det bløde Tusmørke be
gyndte Folk a t stille Lys i Vinduerne. Om ikke andet saa
en gammel Køkkenlampe med Petroleum fra Kolonihaven.
Paa Marie Kirkeplads samledes de 500 Mand, som skulde
med i Fakkeltoget til Christiansborg. De var iført røde og
hvide Skærf, hvorpaa der stod „Istedgade“. En 13 Aars
Dreng, som selv havde lavet en kæmpemæssig Fakkel
hjemme, slap med i Toget for sin Tros Skyld. Og Kl. 21,50
startede Toget.
Allerede paa Raadhuspladsen var Faklerne ved i en be
tænkelig Grad a t brænde ned. Men Istedgade fandt paa
Raad: Saa render vi! Og afsted gik det med Stormskridt.
Christiansborg blev da ogsaa naaet. „med Lys i Lygten“,
Her stod Frihedskæmpernes Fakkeltog og R.A.F.s Band,
der hilste Istedgade med Frihedssangen. Det var alligevel
Ridderslaget til Istedgade . . .
Svært saa et Ord pludselig kan skifte Valeur. Før ud
trykte Istedgade noget ubestemmeligt graat, nu skinnede
Navnet med hele Oprindelsens Styrke: Isted! Byen, hvor
Dansken vandt Sejr under den slesvigske Treaarskrig. Og
man mindedes vagt Monumentet Istedløven.
Men forresten havde Istedgade sat sig et eget Monument,
nemlig i Ordene: Istedgade overgiver sig aldrig.