142 / 143
Efterskrift.
Paa Sporet efter Ophavet til de bevingede Ord
om Istedgade.
Hvem har fundet paa det krigerskel og dog muntre:
„Istedgade overgiver sig aldrig?“ Ganske interessant a t faa
den kvikke Person frem i Rampelyset. For der var vel Tale
om en enkelt Person?
Opgaven viste sig a t være omgivet af store Vanskelig
heder. Gang paa Gang mindedes man den Mistillid til den
menneskelige Hukommelse, som de gamle Munke lod komme
til Udtryk i Middelalderens Dokumenter, og af hvis Sen
tenser en lyder saaledes: „Timelige Handlinger fortæres af
Ælde og Glemsel, hvis de ikke beskyttes af det skrevnes
Værn.“ Saa sandt, saa sandt! I Snesevis af Personer, som
havde levet med i Folkestrejkens blodige Istedgade-Begi-
venheder og været optaget af og leet ad Plakaten, der som
Blinket af e t Smil sagde, hvad der skulde siges, ingen af
dem kunde bare
2^2
Aar efter huske noget konkret. Ak ja,
uden „det skrevnes Værn“ synker alting til Bunds og bliver
borte. Den, som ikke e r Historiker af; Fag, maa undre sig.
Man mødte et Smil: „Naa jo, det var d e t!“ Men Smilet
afløstes altid af et maabende Udtryk: „Ja, hvordan var det
nu egentlig?“ Folk erindrede kun, de havde moret sig,
men hvordan var det egentlig? Den ene Handlende, som
havde haft Plakaten klæbet paa sine Vinduer, henviste til