143 / 143
132
den anden eller til Private, men ingen kunde oplyse det
mindste. En, der „sikkert“ m aatte erindre det hele, havde
i Mellemtiden hængt sig.
Omsider lykkedes det dog a t komme paa et Spor. Det
førte til Horserød Lejren, hvor en af Tidens „Underjor
diske“, Vagtmester
E rnst Steffen,
var havnet. Han havde
under Besættelsen g jo rt en smuk Indsats ved a t paatage sig
det farlige Job som Bataillonsehef for
8
V. (Vesterbro).
Hans illegale Tilflugtssted havde været et Oplagsrum i
Ejendommen Istedgade 81, kaldet „Laboratoriet“, hvilket
lader ane noget i Retning af Sprængstoffer. Herfra ikke
alene holdt han. Samling paa sine hemmelige Styrker, men
han arbejdede ogsaa i Propagandaens Tjeneste ved Hjælp
af en Skrivemaskine, som tilhørte Politiet i Nordre Birk.
Det var i dette „Laboratorium“, a t de navnkundige P lakater
blev til.
— De havde ganske vist en anden Ordlyd til a t begynde
med, skyndte Steffen sig a t tilføje. Jeg skrev med Maski
nens store Typer paa en lang Strimmel:
„Istedgade, overgiv
jer aldrig!“
Det var nu, hvad jeg kunde finde paa.
En Masse Sedler blev duplikeret og lagt hen paa Kon
tak tstedet hos Boghandler
Aage Nielsen,
Istedgade 65. Her
afhentede Steffens mange Hjælpere Sedlerne, som de tid
ligt om Morgenen klistrede op paa de Handlendes Vinduer.
Selv besørgede Steffen Butikkerne i Omegnen a f Oehlen-
schlægersgade.
En Morgen sagde en Mand, Steffen ikke kendte, i Forbi
farten :
— Naa, der har vi jo
„Istedgade overgiver sig aldrigu.
Den Form var den helt rigtige. Steffen hørte det straks
og ændrede sin Tekst derefter. Saadan var den Historie.
Altsaa heller ikke med Hensyn til Plakaten kan man sige,
a t den var en enkelt Mands Værk. Istedgade digtede med
paa den.