115 / 259
L A ND V E J E
111
til a t b ryd e , om ikke på anden måde så ved maling af den enkelte sektion med en
fra r e s ten a fs tikkende farve. Fo r den almindelige sunde sans må det jo være i n d
lysende , a t den s træb somme og selvstændige mand eller kv inde er den bedste borger
og ligeså ind ly sende er de t a t en s ådan borger ikke k an nøjes med en b røkdel af en
længere façade for s it hus. H a n forlanger, a t hans hus bliver en helhed, som u d
t r y k k e r han s egen og de af h am valg te a rch itek te rs og bygmestres smag og dyg tig
hed , og d e t bø r være byens sag og i byens interesse a t s tø tte denne opfattelse, ti det
er d e t de rved fremkomne ind iv idua lite ts præg som gør en gade in te res san t og giver
den et rigere h isto risk præg. Den kommun istiske gadefron t er altid kedelig, er en
maske , som sk ju le r den individuelle ejers stræben og trods anvendelse af k u n s t
ne risk t a l e n t m indende om en kirkegårds mur. Kommun istiske generalp laner for
samm enhæng end e gade façade r må fo rudsæ tte kommun a lt byggeri og synd ika lis ti
ske e jendomsfo rho ld . K un her er de på deres plads unde r fo rudsætn ing af, a t synd i
k a te t s e jendomsfo rho ld vedva re r. Overgår komp lekset på flere ejere må gene ra l
p lan en overlades til sin skæbne, med mindre anlæget indeholder elementer som for
t j e n e r n a tion a l fredning. To eksempler i København viser syndicatsideens b e r e t
tigelse og ube re ttige lse . Komp lekse t ved Sø to rve t opført af de t Københavnske
Byggeselskab v iser b e re ttig e t anvendelse af en general p lan og komp lekset, som
skal dække d e t gamle je rnbane te rra in , den ube re ttigede. De tte sidste vil næppe
blive op fø rt i sam le t en treprise, unde r ledelse af samme a rch itek t, som h a r p lan lag t
bebygge lsen ; men p lanen h a r sk ræmme t eventuelle købere fra te rra ine t, som nu hai
hen ligge t i sin beskæmmende tils tand en række af år. Skulde den kommun istiske
ide væ r e t gennem fø rt her m å t te synd ik a te t have være t tilstede først og p lanen lag t
og a d o p te r e t af de tte .
Ved uda rbe jde lse af byp lane r ma man skelne mellem to hovedklassei af vej
og s træd e : egentlige færdsels- eller trafikgader, og p romenade r - hve rdagsveje og
helligdags v e j e— samlingsdriftens og spredningsnødvendigheds linjer. De fø iste er
færdselsveje mellem by og opland, mellem havn , jernbane og forre tn ingskval t e r ,
medens den and en klasse er hvile og forfrisknings tidens parkveje. Vejene no rdpå
hø rer fo rtrinsv is til disse sidste, medens vejene ve s tpå hører til de første. Hve r af
disse k lasser h a r sine formål: Den ko rteste vej mellem to pu n k te r for tra fikve jen og
de in te r e s s an te s te omgivelser for p romenaden ; og færdselssikkerheden vil blive be-
try g g e t i forho ld til, h v o r v id t det lykkes a t holde de to klasser adskilte.