![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0030.jpg)
27
tilbage for direkte at stemme imod, hvilket Hage stod ene om
i Folketinget. Scharling vilde i og for sig godt være med til
at skaffe de m indre Landbrugsbedrifter A dgang til Prioritetslaan,
hvis det kunde paavises, at en virkelig Trang var tilstede, men
han hævdede, at Staten ikke burde indlade sig paa at yde en
ubegrænset Garanti, der kunde svække dens egen K redit udadtil
og medføre Krav om tilsvarende Støtte fra anden Side. Skulde
Staten paatage sig en Risiko, maatte det ske under saadanne
Former, at man havde Sikkerhed for, hvor stor den i værste
Fald kunde blive. D et rigtige vilde efter hans Opfattelse være
at oprette en H ypotekbank, i hvilken Staten indskød en Grund*
fond som Stødpude for de Tab, der maatte blive lidt. Men
Tanken herom vandt ikke Bifald, idet Flertallet ansaa Scharlings
Frygt for ganske ubegrundet og var imod Oprettelsen af en
Statsinstitution, der tilmed kunde komme ud for det Tilfælde at
have opbrugt sin Laanebemyndigelse, saa den maatte afvise Laan*
søgere, som i og for sig var fuldt kvalificerede til at opnaa
Laan. Heller ikke var der Stemning for at imødekomme Scharlings
Krav om, at Staten skulde forlange Kontragaranti fra Kommu*
nernes Side og sikre sig en langt mere effektiv Kontrol med
Foreningerne end fastsat i Lovforslaget, selv efter at dette havde
passeret Landstinget. Man ansaa med god G rund den solidariske
Ansvarlighed for en stor Betryggelse for Staten og ønskede ikke
at indskrænke Foreningernes Selvstyre mere end højst nødven*
digt. Mere delt var Meningerne angaaende den Opfattelse, som
ikke blot Scharling, men ogsaa mange andre forfægtede, at man
ikke kunde forsvare at udelukke
Byernes smaa Ejendomsbesiddere,
naar de jordløse Huse paa Landet toges med i Loven. Men
heroverfor gjorde Indenrigsm inisteren gældende, at Trangen
var betydelig mindre i Byerne, hvor Ejendommene oftest var
større, og hvor man tillige havde langt lettere Adgang til Spare*
kasselaan og private Prioriteter. H an afviste vel ikke helt Tanken
om ogsaa at komme Byerne til Hjælp, men det burde i saa Fald
ske gennem en særlig Lov, idet Forholdene, ogsaa beskatnings*
mæssigt, var saa forskellige i By og paa Land, at en Sammen?