12 / 162
FRA TIDEN FÖ R .
3
af Stadens Lavs- og Korporationsvæsen. Og der gik da ogsaa,
siger og skirver, syv Aar, för den naaede at afgive en uklar
og indviklet Betænkning. Nej Lavene kunde umuligt fældes,
de maatte ubetinget vedblive.
Og dog var det givet, at Tiden nu saa med andre Ojne.
Meget var forandret, og ikke mindst Haandværkerne selv. De
havde fra gammel T id været en Stand, som der saas ned paa,
som blev holdt i Afhængighed. De maatte ikke befatte sig
med nogetsomhelst Kjøbmandsskab. Vilde en Haandværker
være Medlem af et Kjøbmandsgilde, maatte han først afsværge
sit Haandværk.
Haandværkerne betragtedes ikke som vær
dige til at deltage i Styrelsen af den By, de boede i, de blev
holdt ude fra Byernes Raad. Men det er maaske just disse
Forhold, der gjör, at vore Haandværkere med en saa stor
Inderlighed tilegnede sig den tyske Zünft, da den i Kristian
IV ’s T id kom hertil. Den ejendommelige zünftige Æ re til
førte dem paa sin V is en Styrke. Ingen, der ikke gjorde den
Fyldest, Ingen, der ikke var zünftig oplært, der ikke paa
zünftig Maade var bleven Svend eller i det Hele ikke var
»ærlig« efter de fremmede zünftige Regler, som krævedes
lærte paa det fremmede Sprog (Tysk), maatte komme inden
for deres Rækker. Zünften lagde an paa at hævde det Haand
værk, den Enkelte tilhørte, som det ældste og bedste. Den
skærpede de enkelte Lavs Særfølelse, men herved befæstedes
ogsaa Sondringen imellem dem, og at samtlige Lav vedbli
vende rangerede lavt, kommer saa forunderligt frem, naar de
zünftige Uærlighedsstempel atter og atter fæstes til Personer
som Skarprettere, Skindere o. lign. Folk. Zünften kunde ikke
hjælpe Haandværksstanden fra stadig at blive rekruteret fra
Samfundets laveste Lag, og den har afgjort ikke ringe Skyld
i, at Haandværksstanden lod haant om al anden Oplærelse
end den rent værkstedsmæssige. Den var tilstrækkelig over-