Fællesrepræsentationen

FRA TIDEN FOR.

ved Sagen. Dens Behandling i Stænderforsamlingen havde

givet Foreningen den T ro , at hele Sagen var udsat »indtil en

maaske fjærn Fremtid«. Saaledes formede det sig den Gang,

hvorfor saa frygte nu. »Flaandværkerforeningen i Kjøben-

havn« havde jo desuden i 1848 imødegaaet den ovenfor

nævnte kommunale Kommissions Betænkning ved at frem

skaffe og udgive en Række Erklæringer fra ikke mindre end

32 Lavsoldermænd. Det maatte betyde Noget!

Haandvær-

kernes Standpunkt var deres gode Ret, som de nok skulde

vide at gjore gjældende. De lod sig ikke løbe med. Flaand

værkerforeningen i Kalundborg, hvis officielle, paa flere Maa-

der ganske oplysende Navn, var »Haandværksmesternes Fo r

ening«, hævdede med Held, at den ikke skulde betale nogen

Klubafgift; dens Formaal var fælles Belæring og Understøttelse

(1850 ). Borger- og Haandværkerforeningen i Roskilde satte i

1853 imod Byens Embedsparti og ledende Bedsteborgere en

Haandværker ind i Byens Borgerrepræsentation, hvad den be

tragtede som en stor Sejer.

Og dog truedes Lavene nu som ingensinde for. Tidens

stærke Frihedstrang gjorde sig gjældende ogsaa paa dette Punkt

og støttedes her af ikke faa Haandværkere. »Industriforenin

gen i Kjøbenhavn« samlede en stadig storre Kreds omkring

sig, og den 1847 i Kjøbenhavn opstaaede »Haandværkerdan-

nelsesforening« viste, hvor yderlig frisindede flere Haandvær

kere den Gang kunde optræde. Næringsfrihedssporgsmaalet

blev et politisk Sporgsmaal, og blandt Andre kastede C. V.

Rimestad, der var ivrig for at faa en Position i Spidsen for

en Arbejderforening i Datidens Forstand, sig stærkt politisk

interesseret ind i Sagen. Var det dog ikke paa Tide, at Haand-

værket nu rorte sig. I 1853 kom der Bud til Haandværker

foreningen i Kjøbenhavn fra endog to Steder. Foreningerne

i Kjøge og i Nykjøbing paa Falster skrev begge til den. Alt