13 / 162
4
FRA TIDEN FOR.
for den forholdsvis sikre, men saare tarvelige, for ikke at sige
fattige Stilling, der var en Haandværker beskaaren. O g dette
vedblev at virke.
Længe efter at Samfundet officielt var
voxet fra at forbyde en Haandværker som saadan at faa Plads
i en Bys Raad, ja længe efter at Forordningen af 1800 havde
befalet, at der skulde være Haandværkere imellem Kjøben
havns »32 Mænd«, krympede Byernes Klubber sig ved at op
tage Haandværkere som Medlemmer. De stod i den alminde
lige Bevidsthed som raa og uopdragne Personer. Endnu 1834
hedder det for A lvo r: »Haandværket bruges som en Skræk,
hvormed Bornene kyses til Flid.«
I den saa kaldte Oplysningens T id i Slutningen af det
attende Aarhundrede rejste der sig en Bevægelse for at komme
den uvidende Haandværkerstand til Hjælp.
17 7 1 blev det
befalet en Række Professionister, at de skulde tilholde deres
Lærlinge flittig at besøge Tegneklasserne paa Kunstakademiet,
1798 stiftes et Selskab til unge Haandværkeres Dannelse, og
samtidig med den ovenfor nævnte Forordning af 2 1 Marts
1800 aabnes de Massmannske Søndagsskoler.
Bevægelsen
kæmper sig frem, men kun Fod for Fod. Det er et godt
Tegn, at en Haandværker, Kobbersmed Jorgen Conradt, 1807
opretter et Institut for Metalarbejdere, men det væsentligste
Bevis for Bevægelsens sikre Væxt kommer først 1838, da Hof-
Guldsmed J. B. Dalhoffs ivrige Bestræbelser for at hojne Haand-
værkernes Stand sætter sin Frugt i den under H. C. Ørsteds
Ægide stiftede »Industriforening i Kjøbenhavn«.
Haandværkerne skulde ikke længere sidde klæbede fast
hver til sit Lav, der ofte bittert bekrigede hinanden; de skulde
kunne mødes indbyrdes saavelsom med andre Samfundsmed
lemmer. Industriforeningen slog i saa Henseende med stor
V irkning alle Dore op. Og denne Forening, som strax
tænkte paa Jernbaner og Dampudlejningsetablissementer, og