102 / 172
93
følte, hvorledes hans puls blev svagere og svagere, og
at han endte med at sige: ist das zu sterben, dann ist
es leicht — eller noget lignende.
Kratzenstein
havde
gennemgaaet meget i sine sidste aar. Hans hustru
Anne Margrethe Hagen,
en datter af apoteker
Bern
hard Hagen
døde juleaften
1 7 8 3
, og han ægtede da det
følgende aar en enke fra Hamborg
Anna Marie Thuun
men det viste sig at være en stor misforstaaelse.
Det gik saa daarligt, at
Kratzenstein
endog indgav
andragende om separation23), men der blev dog slut
tet et forlig, hvorved hun fik sin egen bolig i profes
sorresidenten, og det fortælles, at
Kratzenstein
kun
en gang om aaret, paa hendes fødselsdag, i stiveste
puds aflagde et besøg hos hende. For at skaffe hende
en pension fik han truffet den aftale, at universitetet
efter hans død skulde arve hans fysiske apparat og
nogle arabiske manuskripter.
Disse manuskripters historie er ret romantisk ifølge
familietraditionen.
Kratzensteins
ene datter havde for
elsket sig i en ung søofficer løjtnant
Stub,
men da
han henvendte sig til
Kratzenstein
om hendes haand
og maatte indrømme, at han ikke foreløbig kunde
ernære en kone, fortalte
Kratzenstein,
at han havde
bestemt sin datter til en af sine elever
Christian Carl
Cramer,
som sammen med
Niebuhr
deltog i den »ara
biske expedition«.
Stub
maatte gaa med den besked,
og pigebarnet fik stuearrest i sit værelse i selskab
med en bønnebog. Lige som de andre medlemmer af
expeditionen undtagen
Niebuhr,
døde
Cramer
i
1 7 6 3
paa rejsen. Han omtales som læge, men han har ikke
taget examen her i landet. Nu hændte det mærkelige,
at
Cramer
havde testamenteret
Kratzenstein
nogle
arabiske manuskripter — og
Kratzensteins
døtre sin