73 / 172
66
vet professor, afgav en lang erklæring, der blev grund
laget for fakultetets svar.
Saxtorph
er enig med
Bang
om, at det var nyttigt
at disputere uden præses, men da patronen har stillet
et par andre spørgsmaal, vil han besvare dem. Det
første spørgsmaal var: hvilke betænkeligheder kunde
der være ved at lade disputere sine præside? og det
andet: hvorledes kunde disse bedst forebygges? Han
besvarer spørgsmaalene saaledes:
»Ad Imum. Da meget faa kandidater kan formodes
at være saa vel bevandrede i alle videnskabens grene,
at de jo skulde kunne sættes i stor forlegenhed endog
af en i det hele mindre kyndig opponent, der netop
for at bryde defendens havde gjort sig en eller anden
ikke trivial materie nøje bekendt, saa vilde det let
blive en følge, at én meget haabefuld ung medicus
kunde ved denne lejlighed komme til at ses i et ufor
tjent ufordelagtigt lys. — Frygtsomhed, der hos alle
er en meget undskyldelig og hos mange en uovervin
delig fejl, vilde ogsaa kunde have samme ubehagelige
følger for defendens. — Uvantheden til at tale et frem
med sprog,som en medicus, der blot har bestemt sig
til praktiserende læge, næsten kuns ved denne ene
lejlighed bruger, gør ogsaa denne actus sine auxilio
dobbelt besværlig for kandidaten, og endnu vanske
ligere, naar frygt kommer til. Det er bekendt nok,
hvor meget sværere det er at tale end at skrive et
fremmed sprog; at en medicus kan nogenlunde det
sidste er nødvendigt, men det første synes for meget
forlangt af ham, da hans videnskab desuden kræver
al hans tid. En anden sag er det, naar han bestem
mer sig til offentlig lærer, og altsaa maa være beredt
paa ved forekommende lejligheder at bruge det latin-