74 / 172
67
ske sprog oftere, hvilket sædvanligt er tilfældet med
dem af de andre fakulteter, som disputerer pro gradu.
»Efter at have fremsat disse betænkeligheder, som
ikke synes mig uvigtige, maa jeg ad 2dum erklære,
at jeg for min del ikke indser nogen maade at fore
bygge dem paa, men giver mig den frihed at foreslaa,
om mine herrer kolleger ikke synes, at hensigten bedst
kunde naas, naar det blev bekendtgjort, at det maatte
staa enhver frit for at disputere cum vel sine præside,
men at de, som vil herefter nogensinde vente at blive
offentlige lærere ved universitetet, skulde være for
bundne til at disputere sine præside. Naar det saa-
ledes blev overladt alle i almindelighed at vælge, tror
jeg vist, at de fleste, som nogenlunde kunde, vilde
vælge den mere hæderfulde og udmærkende maade. Jeg
for min del tror endog at have grundet haab herom,
da rygtet siger, at 2de meget duelige øvede practici
her i byen
(Herholdt
og
Ra lph
) snart vil promovere,
hvilke begge vistnok vil gøre begyndelsen med at dis
putere sine præside, og ved deres exempel opmuntre
andre til efterlignelse. I saa fald burde da nok rector
magnificus eller decanus facultatis medicæ være for
bundne til at være tilstede under hele disputatsen for
i paakommende tilfælde at kunne imponere silentium.
Endnu kan jeg ikke undlade at bemærke, at jeg af
egen erfaring tør sige, at der næppe paa noget tysk
universitet omgaas saa rigoreus med doctor promotion
som hos os. Som oftest skrives disputatsen der af en
professor, og argumenterne afgøres i forvejen imel
lem doctorandus og opponenterne.«
Det blev imidlertid ikke til noget denne gang med
disputatser sine præsidio, det indførtes først ved for
ordning af
9
’ januar
1824
.
5