298 / 463
152
det gaar med Mennesket som med de nmælende : med Døden
er det hele forbi. ; Jeg taler kun om dem, der erkende,
at i vort Legeme bor der en Aand, *en udødelig Sjæl, som
gør Legemet levende, mens Døden bestaar i, at den for-
‘lader Legemet. Men hvor gaar den saa hen? Ja, Menne
sker have dannet sig alskens Forestillinger herom, dels ud
af deres egne Ønsker og Drømme, dels laante fra de Kristnes
Haab. Og oftest hører man vel den Tale: nu er den, som
døde, kommen ind i Guds Rige. Ret som om Døden, der
øjensynlig kun tager og røver, kunde g i ve et Menneske
noget, endsige noget saa stort som Lod og Del i Guds Rige
ved nogen udvortes Omflytning her paa Jorden, end mindre
ved den ¡store Flytning ud af denne Verden, hvorved Men
nesket mister alt det jordiske, han har levet med. Men
„Guds Rige er i n d e n i eder“, siger Herren. Først da komme
vi ind i Guds Rige, naar Guds Rige kommer ind i os, naar
Gud faar Herredømmet inde i vort Hjerte, og dette kan
i et syndigt, selvraadigt og verdsligt Menneske kun ske der
ved, at vi i Troen paa Guds Kærlighed i Kristus omvende
os fra vor Selvraadighed, saa vi af Hjertet kan bede: Din
Vilje ske, som i Himlen, saa og paa Jorden!
Er dette sket med os, da ere vi i Guds Rige og ere „de
helliges Medborgere og Guds Husfolk“, vi have Borgerskab
i Himlen og Hjemsted i den levende Guds Hus, som Døden
ikke kan rive os bort fra, thi den har intet i Guds Hus at
gøre. Derfor kan vi, naar vi skilles herfra, sige: nu gaar
jeg hjem! og*paa vor Vandring kan vi synge:
Jeg rejser og ved, hvor Rejsen gaar ben,
den gaar til Guds evige Rige.
til Landet, hvor aldrig med Sorg igen
fra Sjælene Sjælene vige.
Dette er Guds Børns Haab, vor visse Fremtidsudsigt;
thi den har ikke sit Udspring af vore Drømme og Ønsker,
men af vor korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus,
paa hvem vi tro, Guds enbaame Søn, som blev Menneske,
tog vore Synder paa sig og gik i Døden for os, men opstod
fra de døde som Syndens og Dødens Overvinder og vendte
tilbage til Faderen, til Helligdommen, hvor han er gaaet