KøbenhavnsKirkesag

staaende overfor og uden Kærlighed til Københavns kirkesag,

der just har sat det som sit store Maal at bringe Guds Rige

til at blomstre i vor Hovedstad? Det siges ofte, desværre ogsaa

af en Del troende Mennesker: „Lad Københavnerne selv om

deres Kirkesag“ — som om det kun vedkom dem, om Køben

havn bliver en hedensk eller en kristen By, som om det ikke

nok skal komme til at mærkes i det hele Land paa de mang

foldigste Omraader.

Sagen er alvorlig; der trænges til at blive arbejdet med

hellig Iver; og de forløbne Aar af Kirkesagens Historie har

vist, at det kan nytte; Guds Rige kan endnu slaa Rod herinde

trods Vantro og Tvivl, trods Fritænkeri og Frileveri, trods gud

løse Bøger og gudløse Blade.

Men S a g e n h a r H a s t !

E l i a s k i r k e r a p a a V e s t e r b r o s T o r v .

Hvor er det underligt, naar noget, man længe bar ønskef,

noget, man har bedt om i Aarevis, har længtes efter; men

næppe har turdet tro, pludselig begynder at tage Form og fange

Liv og blive til Virkelighed.

Da opfyldes Ordet „af Herren er det sket, — underligt er

det for vore Øjne!“

Saaledes er det gaaet os med E l i a s k i r k e n ! Som en Drøm,

man næppe tør tro paa Virkeligheden af, staar den for vore

Øjne. Massiv, tung og solid rejser den sin rolige, gulgraa Fa

cade mellem Nabohusenes høje Gavle. „Vil E l i a s k i r k e n

s y n k e i G r u s ? “ spurgte for nogen Tid siden et af Smaabla-

dene med store Typer og bragte den sensationelle Efterretning,

at Grunden sank under Kirken, og at den snart, som Markus-

taarnet i Venedig, vilde styrte sammen.

Der er dog ingen Fare i saa Henseende; Bygningen staar

solidt og fast; men Indre Mission fik sit Hib i den nævnte

Artikel, og det var vel Meningen.

Mange har skumlet over, at den var saa tung. „Den er

ikke køn,“ siger de, „den ser ud som en Fæstning eller et

Fængsel.“ Ja, tung og solid er den; men alligevel fuld af