203 / 253
Konsumtionsvæsenets Bygninger under
Københavns Toldsted.
KkOnsumtionen — »Ziisen« — var som bekendt Afgifter, der op
krævedes af en stor Mængde indenlandske Produkter, naar disse ind
førtes til Købstæderne. Til dette Øjemed var der ved hver af en By’s
Indgange anbragt Slagbomme, som om Natten var lukkede, men som
dog paa Forlangende skulde aabnes for Rejsende. »Bommand« var
Konsumtionsbetjenten, der havde sin Bopæl i Acciseboden, udenfor
hvilken Bommen var anbragt. Den Betjent, hvem en saadan Bestil
ling blev tildelt, maatte derfor med Kone og Børn og alt sit »Hab und
Gut« tage Ophold i Ziseboden; dog behøvede han — før 1815 — ikke
at bekymre sig om Senge og Sengeklæder, da dette hørte til Bodens
faste Inventarium*); før 1798 var det tdlige tilladt Konsumtions
betjenten at modtage Tørv og Brænde, naar saadanne Varer indførtes
til Byen, saa han har sikkert indtil paagældende Aar også haft frit
Brændsel. Da Hovedstaden jo var forsynet med Volde og Grave, har
de københavnske »Spedere« — en Betegnelse, som Almuen, særlig
Bønderne, havde for disse Betjente — haft det ulige lettere i deres
Tjeneste, end Kollegerne i de aabne Provinsbyer, idet disse sidste vel
ogsaa efter Dagens Gerning kunde slaa Bom for Landevejen udenfor
deres Bolig, men saa om Natten havde det ubehagelige Hverv at være
»paa Tæerne« for at forhindre Indsmugling over Marker og gennem
Haver. Oprindelig var Konsumtionen en selvstændig Institution,
uden nogen Forbindelse med det egentlige Toldvæsen, og det var ikke
saa ganske faa Hverv, der var henlagt herunder og altsaa paalagt
Betjentene at varetage. Konsumtionen omfattede Indførselskonsum
tionen af udenrigske og indenrigske Varer, Maleværkskonsumtionen
*) Levering af Sengeklæder ophørte ifølge Cirkulære af 30. September 1815, der
bestemte, at »denne Byrde for Consumtions-Kassen skal ophøre, da bemeldte Be-
tientes Kaar paa anden Maade forbedres.«