154 / 233
og alt forfaldt og ødelagdes ved Mangel paa Opsyn og
Initiativ. Ja selv Interessenterne svigtede deres egen
Interesse og begyndte at rekvirere Varer fra Udlandet.
Det er derfor intet Under, at Driften trods Tilskud
fra Interessenter og trods Præmier fra det Reiersenske
Fond og Commerce fonden ikke kunde betale sig, skønt
det aarlige direkte Tilskud fra Interessenterne beregne
des til ialt c. 500 Rdl. pro persona i Tiden omkr ing
1838; saa højt blev det vel ikke, men nok over 400 Rdl.
1832— 33 blev W in the r Repræsentant i Styrelsen;
1838— 41 var han anden Direktør og særlig beskæfti
get med at sørge for Fabrikkens Material-Leverance;
1843— 48 var han atter Repræsentant. Mens han var
Direktør, fremkom et Forslag til et nyt Regulativ, som
tyder paa en noget anløben Moral hos de Folk, der
havde beklædt Posten som Direktører — Forslaget
synes dog ingenlunde at have været rettet m od W i n
t h e r— ; det fastsatte nemlig, at den administrerende Di
rektør ikke maatte lade lave bedre Varer til sig selv, end
dem, der udleveredes de andre Interessenter. Mærke
ligt nok blev Forslagsstilleren af Regulativet nogle Aar
senere, som Direktør, anklaget for at have leveret Ma
terialer til Fabrikken fra sit eget Lager og beregnet
sig særlig Avance derpaa; Sagen var klar, men Synde
ren fritoges for Mulkt.
I Christian VIIIs Tid bedredes Tilstandene dog be
tydeligt; Produktionen steg til c. 50.000 Rdl. (1846), og
Interessenternes Tilskud mindskedes. Det skyldtes dog
næppe en særlig Mands Dygtighed, snarere Kon junk
turernes Stigning. Fabrikkens Assuranceværdi var
paa de Tider c. 50.000 Rdl., Varelageret stod opført
med 15.000 Rdl.
M. F. O. WINTHERS SIDSTE TID
SOM ISENKRÆMMER
Forretningen voksede stadig, og W in ther blev mere
og mere velstaaende; han fik endogsaa Raad til atlwgge
sig et stort Landsted paa Søbakken ved Taarbæk.
Om Vinteren boede han ved Forretningen i Silke
146