166 / 233
lig i de fleste større Isenkramforretninger skabt en ny
Kategori af H jæ lpere ,»Contorister uden for Lauget«, han
de lskyndige unge Mænd, som ikke havde staaet i Lære
i Boden. Søren Julius Rohde har vel oprinde lig betjent
en saadan Stilling, og han blev i hvert Fald ikke ind
skreven i Lauget, ligesom han stadig synes at have
boet h jemme hos Faderen. Men da han saa, hvilke store
Chancer, der laa i Isenkramhandelen, besluttede han
at gaa over i dette Fag og betragte sig som Lærling i
Firmaet, dog stadig uden at b live indskreven.
Den norma le Vej fremefter gik ham dog for lang
somt, hvorfor han 1. Marts 1 84 4 1 indgav en Ansøg
ning til Magistraten om at faa Ret til at underkaste
sig Svendeexamen og lade sig indskrive i Lauget. Han
omtaler sine 4 Aar paa Kontoret hos H. P. Hansen og
sine 3 Aar hos Møllers Enke »og smigrer sig med at
have erhvervet fornøden Kundskab , som udfordres til
I senk ramhand len « ; han var j o ogsaa 24 Aar, en noget
fremrykket Alder for en Lærling.
O ldermanden fik Ansøgningen til Erklæring og v id
ste, formentlig af Frygt for Konkurrence fra den ener
giske og kapitalstærke unge Mands Side, at faa Sagen
drejet saaledes, at det fik Udseende af, at Rohd e søgte
om Tilladelse til, trods den manglende Indskrivning,
at tage Examen efter den reglementerede Lærlingetid
(5 Aar). Dette anbefalede han kraftigt. Thi om to Aar
vilde kun det, at Rohde ej var indskreven som Svend,
være til Hinder, »hvilket efter Omstændighederne, navn-
ligen Ansøgerens Alder og de Kundskaber, han alt har
erhvervet sig, maa ansees mindre vigtig«. Om en ø je
blikkelig Examen kunde der naturligvis ikke være
Tale. — Magistraten fulgte Indstillingen, og Rohde
maatte saaledes endnu i to Aar staa i Lære hos Møllers
Enke
.2
Endelig den 24. April 1846 slog Befrielsens Time.
Rohde aflagde den befalede Prøve og indskreves der-
paa »ifølge Magistratens Skrivelse af 24. Marts 1844«
— som det omhygge ligt anføres — som Svend i Lauget.
1 Raadstuearkivet. 2. Sekretariats Referatprotokol 1844 I. Nr. 852 med Rilag.
2 Jlr. ogsaa Laugets tredie Brevbog, pag. 111, 114.
158