84 / 233
Vi finder ham snart efter som en af Underskriverne
paa en Henvendelse til Magistraten i en Sag, hvor Sven
dene ansaa deres Ære for krænket. Men da Skrivelsen
g iver Oplysninger, som er typiske for Tiden og Laugs-
følelsen, og selv belyser Sagen, hvo rom det drejer sig, er
det tilstrækkeligt her at anføre den uden Kommentarer.
I Ansøgn ingen beretter Svendene, »hvorledes vi til vores
største Fornærmelse maa erfare«, at en Person Fride-
rich Eberhard har faaet Attest af en Isenkræmmer paa,
at han har været i Lære i 7 Aar, trods det at han i de
Aar desuden har »appliceret sig til at studere Theo lo -
gien og formodentlig til den Ende opho lt sig 3 Aar i
Nyk jøb ing i Aads Herred hos een Præst, nafnl. Thorup,
hvor hand og adskillige Gange har Prædiket, dernest
virkelig h e r v e d Accademiet som Student deponeret og
saavit fortsat sine Studia, at hand endog nogle Gange
her i een af Stadens Hoved K irkersom Student har Præ
diket, samt i blant andet siunged paa Vall (d. v. s. kon
kurreret) til et Degne-Kald ved Wa llo Closter«. Med al
Respekt for hans Værdi som Theolog, føler alle Sven
dene sig krænkede og forurettede, om en saadan skal
indtages i Lauget.
Dette v idner om en udviklet Laugsstolthed, thi Teo
loger var paa den Tid i meget høj Kurs indenfor Sam
fundet. Desværre havde de ingen Fornøjelse af deres
Henvende lse ; thi skønt Oldermanden støttede dem, op-
naaede Eberhard 30. August 1754 kgl. Resolution om,
at han skulde have Ret til at indtræde i Lauget1.
Samme afvisende Stilling overfor Studenters Ind
trængen indtog Raadh senere som Oldermand, da Niels
de Hemmer søger Urtekræmmerbevilling og som frem
mende Moment anfører, at han i sin Ungdom har stu
deret og taget tvende Examiner ved Akademiet, hvortil
O ldermanden med Rette bemærker, at disse vel næppe
kan bevise, at de Hemmer har Forstand paa Urtekram
.2
Til Octavius Raadhs Tjenestetid som Svend kender
vi ellers intet; han boede stadig i Gaarden paa Amager
torv og var beskæftiget i Forretningen der.
1 Laugsprotokol IV, fol. 103, 109 b.
3 Laugsprotokol V, fol. 22 (13. Juni 1776).
79