4
BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER
med Hætten slaaet op, og Kvinderne tilhyllede deres Ansigt ved at
bære Kaaben, eller i Mangel heraf et Skørt, over Hovedet. Sorgens
Farve var fra ældgammel Tid Sort, saaledes som det allerede nævnes
i den bekendte Fortælling om Thyre Danebod, der lod Hallens Vægge
drage med sort Klæde, da hendes Søn Knud Danaast var død. Af Folke
viserne ses dog, at ogsaa Hvidt i Middelalderen kunde bæres som
Sørgedragt, saaledes af Visen om Aksel Thordsen og Skøn Valborg:
Jom fruer, aflægger nu Silke rød
Og bærer de h v i d e L in !
Hagen, Kongens Søn, er nu død,
Og Aksel, kær Herre min.
I Middelalderen som senere
søgte man helst sit Hvilested
inde i selve Kirken, og, hvor
dette ikke kunde lade sig gø
re, saa nær ved Kirkens Sok
kel som muligt. Her var Pen-
gespørgsmaalet det afgøren
de. Om Udgravningen af den
middelalderlige Set. Klemens
Kirkegaard i København skri
ver Lærer H. N. Rosenkjær:
»I hele Grunden uden for Kir
ken var der Kirkegaard med
Grave. 1 et Bælte paa c. 15
Fod nærmest Kirken har væ
ret lagt Lig een Gang i hver
Grav. —Jo længere man kom bort fra Kirken, desto hyppigere er Be
gravelser fulgt efter hverandre paa samme Sted, og desto dybere er
der derfor gravet ned i Leret. Ens Evne og Vilje til at betale til Kirken
under en eller anden Form har vel nok været bestemmende for, hvor
langt ude man skulde lægges«.1) —Uden for Kirkegaardene begrave
des kun de af Kirken udstødte samt, ligesom senere, Selvmordere og
Forbrydere.
Kirkegaardene frededes og plejedes med Omhu. En særlig Afdeling
af dem hed U r tegaa rden , og den har vel i den katholske Tid været
Kirkens Blomsterhave. Senere indtoges ogsaa Urtegaardene til Begra
velser; det skete saaledes for Helliggejstes Kirkes Vedkommende i
Aaret 1607, da Kristian IV tillod, at Urtegaarden norden for Kirken,
den gamle Klosterhave, blev benyttet til Udvidelse af Kirkegaarden,
der var »ganske snæver og eng« og desuden helt opgravet i den sidste
Den døde bortbæres.
Middelalderligt Kirkemaleri. Efter Troels-Lund:
Dagligt L iv i Norden Bd. XIV.