11 / 134
6
BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER
de to svære Støttepiller. Efter dette Benhus blev en Afdeling af Kirke-
gaarden siden kaldet Benhuskirkegaarden.
Kirkegaardene brugtes i Middelalderen som en Slags offentlige
Pladser. Paa Nikolaj Kirkegaard holdt de oprørske Borgere Raad-
slagning i 1294 efter et mislykket Angreb paa Slottet, og en Forsam
ling paa St. Klemens Kirkegaard nævnes 1479. Kong Hans holdt Ret-
terting paa Kirkegaardene, saaledes 1489 paa Vor Frue Kirkegaard og
1491 paa Helliggejstes. Det er som en sidste Levning af denne gamle
Skik, naar i 1689 Kirkegaardene anvises til Alarmpladser for Brand
væsenet, der her skulde samles i Tilfælde af Ildebrand.1)
Re fo rm a t ion en , som paa alle Punkter betød en Svækkelse af det
religiøse Liv, betog ogsaa Begravelserne en stor Del af deres kirkelige
Præg. Det gjaldt nu om at fjerne sig saa langt som muligt fra de ka-
tholske Skikke og dristigt at sætte sig ud over alt, hvad der i Pave
dømmets Tid var holdt i Hævd. Et Udslag heraf blev de flotte Begra
velser og de forsømte Kirkegaarde. Sjæleringningen blev forbudt, og
Ringningen paa selve Begravelsesdagen blev indskrænket. Vigilierne
blev til lystige Sammenkomster, hvor Fylderi med Mad og Drikke
gik i Svang. Og Kirkegaardene, der i den katholske Tid var bleven
kærligt passede og plejede, fik Lov at henligge i Vanrøgt og Forfald,
skyede af de levende for deres Uhyggeligheds Skyld. Det blev endog
efter Reformationen forbudt at have Kors paa Gravene;2) og saa vil
lig var man i Kirkebruddets første Aar til at sætte sig ud over alle
gamle kirkelige Skikke, at det i en Forordning fra 1539 kan siges,
»at naar nogen dør, da slæber de dem til Jorden som med et andet
Bæst«.3)
En af de gamle Skikke, som først blev brudt, var den hastige Be
gravelse, Jordfæstelsen paa den første eller anden Dag efter Dødsfal
det. Selve Reformationens Indfører, Kong Kristian III, blev først be
gravet
6
Uger efter sin Død, og hans Rigshovmester Esge Billes Lig
stod 5 Dage over Jorden, inden det i 1552 blev bisat i Helliggejstes
Kirke. Moden udviklede sig med rivende Hast, og det blev regnet for
en Ære for den afdøde at staa længe over Jorden. Snart var 14 Dage
det sædvanlige for Adelsmænd, medens Kvinder kunde nøjes med
en Uge; men Tiden udstraktes stedse mere og mere. En Mand af den
gamle Skole som Kansleren Johan Friis, der døde 1570, kæmpede
forgæves imod denne Skik. »Intet tjener de døde Legemer bedre«,
sagde han paa sit Dødsleje, »end at de med det allerførste kommer i
Jorden til deres Hvilested. Jeg befrygter saare, at Gud skal engang
straffe Danmark, besynderlig Adelen og de rige, for saadan unyttig,
hovmodig Prang, som de driver i de dødes Jordefærd«. Men alle Ad
varsler var frugtesløse. Snart saa man Eksempler paa, at fornemme