16 / 133
de øvrige Stokværker normalt slet ikke. Nede i sin Zone aflæ
ser han Façadernes Billedflader med Sindsro; mange Led, maa-
ske de fleste, springes over, nogle erkendes i Sløvhed. Kun
sjæ ldent indfinder sig det lille Ryk i Sindet, et Chok, der frem
kaldes af en Oplevelse og avler et frisk Synsindtryk: en Fa
çade springer frem, man oplever den. Det sker nok mest, naar
Façaden er bygget om eller pyn tet op, d. v. s. naa r den er ble
vet en anden.
Hvad her er antydet, gælder „Færdselisten“ paa Fortovet,
paa hans trygge daglige Bane. Gaar han over Gadekryds og
aabne befærdede Pladser, indfinder Agtpaagivenheden sig,
men dens Maal er jo ikke Façadernes Liv, men Færdselens.
Synsindtrykket bliver nu en flimrende Mosaik af Brudstykker,
ikke som før en fortløbende Billedrække i glidende Strøm. Og
de Chok, der kan indfinde sig paa disse Steder, befordrer selv
sagt ikke den synsmæssige Tilegnelse af Bybilledet.
At skaffe sig en gyldig Opfattelse af et Bybillede vil sige: at
kunne se det som en Helhed sammensat af Helheder, plastiske
og rumlige. For at kunne se saaledes, maa Beskueren vækkes
til Besindelse. Han skal ikke „anlægge nye Synspunk ter“ paa
det tilvante, thi han ha r egentlig aldrig „set“ — han skal prøve
paa overhovedet a t faa et Synspunkt, prøve paa „at se“. Han
maa vaske Øjnene.
Alle Mennesker kender den Oplevelse, der ligger i pludselig
a t se noget tilvan t springe frem i ny Belysning. Vel i mange
Tilfælde er en saadan Opdagelse betinget af en „unormal“ sjæ
lelig Disposition hos Vedkommende. Mennesker, der selv er
blevet „nye“, kan se paa en ny Maade. Forelskede Folk kan tale
med derom. Der vil hos en opflammet Yngling være stor Til-
12