20 / 133
faaet Akcenter. Jeg kunde tænke mig, at en og anden Vandrer
i Kronprinsessegade ha r hæ ftet sig ved denne frappante V irk
ning og fra en Iagttagelse af de lysende hvide Snepuder var
blevet ledet over til at erkende Pavillonrækkens A rk itek tur
som saadan for første Gang — og dermed Gaden som Totalitet.
En svovlgul Aftenhimmel kan pludselig gøre en Silhouet
nærværende, ét Brandskær har mangen Gang gjort et Bybil
lede magisk i Øjeblikket; senere kan der ligge som en Afglans
over det Sted, en Tone, der særtegner det for lange Tider. Hu
sene har faaet Ansigter. Det er vel ikke blot, fordi vi i E rin
dringen forbinder Gensynet med en uhyggelig Stemning, men
ogsaa fordi Bygningerne nu lever i en anden Belysning, der er
væsensforskellig fra „den fænomenale“, i hvilken de første Gang
eksisterede for os. De „fødtes“ i rødt, „genopstaar“ i Kontrastens
graa. Ogsaa derfor fornemmer vi gerne Gensynet som „ tra
gisk“. Men vigtigst er det: vi genser dog. De psykologiske Aar-
sager hertil er ofte meget komplicerede — associative Værdier
af følelsesmæssig Art og artistiske Værdier kan arbejde sam
men saa intim t, at de ikke lader sig udrede fra hverandre, i
hvert Fald ikke af Lægmænd paa dette Omraade.
Et kongeligt Festoptog kører gennem den illuminerede
Bredgade en Sensommernat: talrige uvante Ind tryk stormer
ind paa den følsomme Beskuer. Royalismen flammer op, og
man er nationalt bevæget. Gaden er belyst paa en ny Maade,
mere diffust, mere blødt i Skæret, med Lyskildeme ander
ledes placeret end vanligt. Gadens Rum vider sig ud, G ræn
serne svømmer i denne blide Clairobscurbelysning. Kørebanen
er belagt med Grus; Hovslagene lyder dæmpet, akkompagneret
af Ridetøjernes sagte Knirken og en svag Metallyd af Sab-