19 / 133
Sten for Sten, klappet paa Pudsen, skrabet i Fugerne, maalt
Stenstørrelser og Skiftehøjder — kort sagt: „skilt Kirken ad“
i Haab om at kunne sætte den sammen igen bagefter. Vi var
ikke meget imponerede af det Gudshus. „Det er jo et Skravl“,
sagde Chefen, „kun til fem Øre i Fattigblokken“ — og gik
saa til Middag med sit Følge. Om Aftenen sent spadserede vi
Tur veltilfredse og stille i Sindet — Bygningen var indpakket
—, kom saa ind paa Kirkegaarden, og hvor mægtig var nu ikke
den lille Landsbykirke! Taarnet tyk t og trodsigt, Tagryggen
højtrejst, Trappegavlene steg til Vejrs i Maaneskæret med
brede Fjed. Men herom staar der intet i „Danmarks K irker“,
udgivet af Nationalmuseet. Vi, der var med, ved bedre Besked.
Sølleslev Kirke har i vore Øjne Rang fremfor Herredets andre.
Mens den maaltes, saas den ikke; nu er den erkendt — og hu
sket.
Alle pludselige Skift i Belysningen kan ryste Betragteren
af Byen ud af hans Dvale — overhovedet alle ydre Situationer,
der betegner markerede Overgange fra én Tilstand til en anden.
Den Vandrende faar et lille Stød, et „Varsko“ — og han ser
mere opmærksomt, d. e. mere uhildet end vanligt. Det kan være
en Sne-Effekt, der tjener som „Vækker“. Jeg gik en Vinterdag
gennem Kronprinsessegade. Kørebane og Fortove var blæst
rene og tørre, Gadeprospektet vilde virke ganske normalt, hvis
ikke Frostsneen havde faaet Lov til at blive liggende ovenpaa
Gitterpavillonernes Tage og Stenpillernes Hoveder — og kun
dér. Nu traad te disse A rkitekturled frem i en ny og uvant Til
standsform, de faldt ikke sammen med Husfagadernes Helheds
tone og Stofkarakter, gik ikke op i det kendte haarde Gade
billede, men var pludselig blevet „distingverede“. De havde