96 / 133
Men det varede ikke længe, før Menneskene begyndte at
forsimple deres Huse ved Brugen af dem. Bydelen deklasse-
redes gennem det 19. Aarhundrede. Her forløb altsaa Udviklin
gen i modsat Retning af den, vi har iagttaget i Amaliegade.
Forklaringen, der ligger lige for, er ganske oplysende om de
skjulte Kræfters Magt i et gammelt Bysamfund. Ama'lienborg-
kvarteret var blevet bygget paa bar Mark, herfra var ingen
Tradition at videreføre. Men ved Genopførelsen af Gaderne om
kring Nicolai var det umuligt at mane en vidtløftig Fortid i
Jorden. Man kunde bygge saa borgerligt man vilde — Stedets
Natur vilde før eller senere gaa over Optugtelsen. Aar-
hundredgamle Vaner og dunkle Drifter skød op imellem Bro
stenene. Hovedstadens „Kulturgeografi“ i disse Omraader havde
jo ogsaa fortsat de samme Træk — Strøget var nu som før en
mondæn Passage, Kongens Nytorv endnu et Forlystelseslivets
Centrum med sit Teater, sine Hoteller og Kaféer. Omkring
Nicolai var og blev Københavneriets Bagvand. Og det mud
rede til.
Gradvis greb Fornedrelsen om sig, øget med Storbyens
Vækst. Ligesom paa Holbergs Tid blev det lettere Kavalleri
indkvarteret i Gader, der smykkedes med Hummerens og
Laksens forjættende Navne. Bydelen maatte finde sig i at om
tales med et halvt gemytligt-beskyttende, halvt foragteligt
Smil som „Mayonnaise-Kvarteret“, eller det benævntes blot
efter den snævreste og mest suspekte af Færdselsaarerne, selve
Holmensgade. Det zünftige Københavnervid havde som for
dum en Slags Ømhed for denne de glade Nattevandreres By.
Aanden i „Bergs Hus“ paa Frederik IV’s Tid kan ikke have
været saa meget forskellig fra Stemningen i Rydbergs Kælder
92