94 / 133
seneste Tid kunde en Stump af Lille Kongensgade give et
Indtryk af Kvarterets maleriske Byggeskik fra Senrenæssance
og Barok — en tæt Gruppe Huse havde morsomme, svungne
Gavle til Gaden. Smaahandlende boede her mellem Teskæn-
kere, Billardholdere, Vintappere og Brændevinsmænd.
Da Nicolaikvarteret rejste sig paany i Aarene omkring 1800,
var det ikke til at kende igen. Borte var den spegede Uregelmæs
sighed, de lurvede Rønner, den brogede Kolorit. Byggeriets Art
blev totalt fornyet. Klassicismens graa og hvide Etagehuse,
stramme og skarptskaarne, stillede sig langs de gamle Linier.
Grundmuren var blevet Lov, Façaderne fik nogenledes samme
Højde og Karreernes Hjørner blev afskaarne. Altsaa det Bygge
sæt, vi fandt i Vestergade fra samme Tid. Kvarteret trak i Uni
form og satte helt sin lunefulde Individualisme til i dét Ydre.
Det sociale Niveau blev samtidig hævet. Store Købmandsgaarde
byggedes ganske vist ikke, de fandtes ejheller tidligere. Men
pæne og velbjergede Borgere kunde trøstigt vedkende sig deres
Adresse i Admiralgade. Det hjalp meget paa Anseelsen, at de
højst beskedne Skipperboder, kaldet „Numrene“ ved Holmens
Kanal, blev erstattet af patriciske Ejendomme, saasom Pes-
chiers og Erichsens Palæer, nu henholdsvis Landmandsbankens
og Handelsbankens Bygninger. Det gamle vrimlende Kvarter
blev saaledes ikke blot grundigt renset ud, men ogsaa sat i en
særdeles respektabel Ramme. Der fandtes ingen mere harmo
nisk og adstadig Bydel at skue i Frederik VI’s København.
Gade op og Gade ned herskede regulære Proportioner og en
kølig Stil. Dengang maa der siges at have bestaaet et passende
Forhold mellem Arkitektur og Befolkning — Kvarteret var i
Balance.
90