145 / 211
En revolutionær turist
I 1792 kommer Miranda til Frankrig. Som den kendte internationale
revolutionære rejsende i frigørelse bliver han straks ført ind i de nye
ledende kredse, der domineres af de såkaldte girondinere. Miranda til
bydes chefstillingen i den revolutionære franske nordarmé, udmærker
sig her ved indtagelsen af Antwerpen og bliver udnævnt til fransk
generalløjtnant. Krigslykken vendte imidlertid, og de franske hære
kom i vanskeligheder. Miranda blev sammen med flere andre generaler
mistænkt for at fraternisere med fjenden og blev stillet for en revolu
tionsdomstol. Han undgik med nød og næppe at blive guillotineret
efter jakobinernes overtagelse af magten. Senere lykkedes det ham at
flygte og slippe til England. I 1800 besøgte han på hemmelig mission
Frankrig under falsk navn og med et amerikansk pas, så vidt det for
lyder for at træffe førstekonsulen Napoleon Bonaparte. Han blev atter
fængslet i Frankrig, men blev løsladt takket være sine indflydelsesrige
venner. Miranda tog atter tilbage til England via Holland.
Freden mellem Frankrig og England i Amiens i 1802 kom ubekvemt
for Miranda, idet denne fred ganske ødelagde grundlaget for det
videre politiske arbejde. Hverken Frankrig eller England ønskede nu
at støtte anti-spanske projekter på den anden side af Atlanten. Den
europæiske krig kom dog i gang igen, og Miranda kunne fortsætte sine
bestræbelser.
I 1805 tog Miranda til USA. Her lejede han et skib og hyrede besæt
ning og mandskaber. Han havde nu besluttet at tage hele sagen om
den sydamerikanske revolution i egne hænder. Han havde til stadig
hed fået meddelelser fra sit hjemland, der tydede på, at uroen ulmede.
Han havde derfor fået den opfattelse, at der nu kun skulle en lille tue
til at vælte det store læs. En landgang i Venezuela med det erklærede
mål at befri folkene i Sydamerika for det spanske åg, ville efter Miran-
das beregninger brede sig som en steppebrand og udløse den længe
ventede revolution.
Mirandas revolutionsforsøg blev en solid fiasko. De fleste af hans
styrker blev taget til fange af spanske styrker og behandledes som sø
røvere. Selv undslap han med hjælp fra en engelsk fregat, som »til
fældigt« opholdt sig i området. Tiden var åbenbart ikke moden for
Mirandas store ideer. Ingen havde løftet en finger ved meddelelsen om
Mirandas landgang. Med rette kaldes han i den latinamerikanske litte
ratur for »El precursor« - forløberen.
143