117 / 425
110
\
Og d et vil d a sig a a b e n b a re ,
H vo rd an de gam le R igsdagsm æ nd
F o r V æ lgerne k an S agen k lare.
D en E ne ta lte h v e r en S tund
Og løb v el ofte løbsk i F lugten,
Im ens d en A nden h oldt sin M und —
De fleste dog for ofte b ru g te ’n.
Op, S yn d er, m ed d it R eg n eb ræ dt,
Og v is os, h v a d Du h a r b ed rev e t!
B ehag a t gjøre Skjæ l og R et
F o r de S essio n er to, Du leved!
B udstikken v a n d re r trin d t om L and,
T il V æ lgerm øder n u d en stæ v n er;
Men F le r end E n fo rjæ tte s kan,
At H erlig h ed en sik k ert re v n er.
Sommerlejlighed søgés!
E t Livsbillede.
[Stedet: Strandvejen. — Tiden: nu. — Personerne: se det Føl
gende. —J
— — Kom nu bare, lille Børn, saa skal I faa Lov
at ligge paa Landet; men man maa se sig om i Tide.
— Ih, der ligger en mageløs Villa, den er bestemt
ledig. Je g vil dog ta’e og spørge ad, for der staar jo
en Soldat i D ø ren .
Go’ Da’, Hr. Fædrelanderist!
Undskyld, at jeg tiltaler Dem, for jeg er jo ellers ikke
saa meget for det Militære. Men jeg er ellers ude at se
paa Sommerlejlighed, ja, jeg er saamænd, og mit Navn er
Mo’er B en th e im , for min salig Mand havde en ringe
Handel med Rumlepotter og den Slags: men nu sidder
H r. D o c t o r P i n g e l , sk ra p og hvas,
H ar jo som K om b atta n t i S trid en
Sig selv U dygtighedens P as
L ev eret a lt for læ nge sid e n ;
M ens H ø r u p ru s te r sig til K am p
Og ilte rt sig til M agten klynger.
E nd sk jø n t en hæ slig H u n d etam p
H am sv ip p en de om Ø ret syn ger.
I N æ stvedk redsen er m an træ t
Af P ro k u ra to re n , der fisker —
»Du F isk erm an d e r lidt for — leth !«
I alle K rogene m an h v isk er.
Og h ist p a a Øen L an g elan d
I lang Tid ad sig selv m a n sp u rg te,
Om B onden som sin T alsm an d k an
F o rsv a re en af de sm a a Sorte.
Den ra d ik a le F a la n x vil,
H vad n ep pe N oget v ist k an h in d re,
Nok sæ tte gan sk e a rtig til
Og, sk o n t k un liden, blive m in d re.
D a K ongen døde, C h r e s t e n B e r g ,
Man m istede sit E nh ed sm æ rke,
Og K ongens evigglade D væ rg
H ar stygge O rd, m en ikke stæ rke.
At K am pen d en vil blive h vas,
At d er e r M anges H aab, d er knæ kker,
At d e r e r Folk, d e r sk ifter P lads,
E r sik k ert nok, i alle Ræ kker.
Men trø stig m an i K am pen g aa
I O rd og H andling snild og p ilsn ar.
Da tø r m an frejdig h a a b e p a a
A t b liv e n a rre t ej A p rilsn ar!
jeg Enke med en hel Flok uopdragne Børn, og saa er
det jo saa rimeligt, at man vil skaffe dem lidt Land
luft i Ferien, ved det at de jo ellers ligger derinde
paa Asfalten og roder i alle Haande.
— — Hvad beha’er? — Om alle de smaa, sorte
Skind er mine egne? — Ja , det ved den søde Logos
de e r! — Det er sandt for Udyden de eneste Børn, der
du’r i Norden. Her skal De se mit Kælebarn; han
hedder G eorg. Han kan ikke rigtig gaa endnu uden
Statsunderstøttelse, aber det faar han ikke, for der er
jo Ingen, der vil gjøre noget for en stakkels Enke. Og
saa er han saa begavet; De skulde bare se ham holde
Taler, for det. er grangiveligt, som De saa S o fu s
N eum ann , naar han er allergrinagtigst. Han kan En
om „den fra Fædrene nedarvede Asensagtighed“ , —
har De Lyst til at høre den? Ja , for han kan den
ogsaa paa Dansk!. . Naa, er det hebraisk for Dem? ..
Ja , ja da. — Og saa er der den lille dér, han hedder
E e d v a r d , og han dér hedder H e n rik , og han dér
hedder Per, . . . det er rart at vide, for, naar de be
gynder at vræle, kan man dog ikke kjende Forskjel paa
dem. — — Om jeg vil bo her til Sommer? Ja , det er
lige, hvad jeg v il; for her er jo saa rart nær til Søen,
og de søde, smaa Sorte kan nu en Gang ikke nære sig
uden at gaa i Yandet. Og naar Yinden staar paa
ovre fra Taarbæk a’, lugter her saa mageløst aandsfrit