![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0121.jpg)
114
Elskovskluk og Politik.
Imedens rundt omkring paa Kryds og Tvers
De brave Folkekaarne Lykken friste,
Nogle i Sindet overmaade triste,
Og andre fuld’ af Løjer og Kommers,
Og, medens
H
ø r u p
synger paa sit sidste,
Saa synger S ø n n e n paa sit første Vers:
En Hoben »Digte« har han fabrikeret,
Som han har
G
e o r g
B
r a n d e s
dediceret.
Den stakkels
G
e o r g
sikkert med et Suk
Modtaget har fra Integades Hiørne
Tilegnelsen af disse »Elskovskluk«;
Thi vel har før Tilegnelser af Børne-
Frembringelser ej kunnet ham fortørne,
Selv naar det ogscia var en værre Buk;
Men denne Samling Børnerims »Tilegnelse«
For Ironi er kun en ny Betegnelse.
Det synes næsten nu en blodig Synd,
Hvorlunde man har grintad
M
ic h a e l
G
j ø r u p
,
Skjønt Guderne skal vide, han var tynd,
Men, sammenlignet med Poeten
H
ø r u p
,
Der burde for sit Rims Skyld heddet Smørop,
E r
G
j ø r u p
sprøjtefuld af Vid og Fynd,
Selv
H
e r m a n
B
a n g
med sine Dithyramber
Os forekommer ikke fuldt saa hamper.
— Og dog, trods alle Synder han begik,
Mens Side op og Side ned han pjanker
Om Noget, som han kalder Elrotik,
Med slette Rim til Skjul for Brist paa Tanker,
Saa har han dog lidt realistisk Blik
Fo r visse gode Venners smaa Skavanker,
Som naar
J
e n s
B
u s k
han griber i at grine,
Mens stakkels
E
e d e v a r d
har Mavepine.
Og man bør ikke altfor haardt ham dømme,
Thi Meningen er god alligevel;
Hvis Valget gamle
H ø r u p
slaar ihjel,
Saa vilde det sig ingenlunde sømme,
Om derblandtFolketmangled’Taarestrømme;
Derfor har Sønnen med sin Bagatel
Frembragt enLatter, saa der mellemFjenderne
Endogsaa triller Taarer ned ad Kinderne.
Der var en Gang —
Meget frit efter H. C. A nd ersen .
Der var en Gang en Prins af Danmark. Han havde
en hel Samling kloge Koner, der holdt Hus for ham,
og de boede i et Slot, der hed „Folkethinget“ . Men
en Gang blev det Skiftetid, og saa skulde han jo have
nogle nye.
Saa pakkede han et Par kostbare Foræringer i
Sølv-Foderaler og gik lige ud i Integade, hvor Prin
sesse B e n th e im løb og legede komme Fremmede i
dette Land, for hun var evropæisk. Hun klappede i
Hænderne af Glæde, da hun saae de store Foderaler.
„Bare det var en lille Hundetamp!“ sagde hun; men
saa pakkede: Prinsen en Fæstning ud. Prinsessen
følte paa den og var færdig at græde. „F y !“ sagde
hun, „det er jo Fædrelanderi.“ — „F y !“ sagde alle de
smaa Sorte, hun legede med, „det er Fædrelanderi!“
Saa kom der en Nattergal frem af det andet Fode
ral. Den kunde alle Oehlenschlaegers Vers udenad og
sang romantisk, saa det var enLyst at høre. — „Uhyr
lig dejligt!“ sagde de smaa Sorte, for de kunde alle
snakke Dansk, den Ene værre end den Anden. —
„Hykleri og Fordummelse!“ sagde Prinsessen, „lad
bare den Fugl flyve!“
Men Prinsen lod sig ikke forknytte. Han for
klædte sig som Overmenneske, trak Munden op til
begge Øren og tog en stor, krum Profil paa. Saa
stillede han sig op i Integade med en Gryde, han
selv havde lavet. Naar man stak Fingeren i Dampen,
kunde man lige strax lugte alle de Hovedstrømninger,
der dør i Norden; og saa var den kantet med Bjælder,
der kunde spille naturlige Ord om naturlige Ting, alle
sammen paa Melodien:
Ach, du lieber G e o rg min,
Alles ist væk! væk! væk!
Da Prinsessen fik det at høre, blev hun saa for
nøjet: „Det maa være et dannet Overmenneske!“ sagde