126 / 425
119
Petersens og mit Bryllup og begyndte at tale om Storken,
som han vilde haabe snart maatte komme, men han kan jo
ikke gjøre for, at han er saa distræt, skjønt jeg nok vil
sige, at naar han nu bliver saadan af at spille Billard, saa
kan jeg ikke forstaa, at han ikke kan lade være med det,
men saa reddede Petersen jo Situationen ved at bede os
raabe et Hurra for Kongfirmanden og synge den omdelte
Sang, som var af Petrine og nydelig og paa Melodien »En
dejlig ung Ridder«, og saa var der En af Ambrosius’s
Venner, der holdt en Tale om. at Ungdommen var Melan
koliens Tid, men det var netop det dejlige ved det, skjønt
det paa den anden Side netop var det underlige ved det,
at man var ung og melankolsk og livsglad, som jeg for
Resten ikke forstod, men som de Andre sagde var Mysti
cisme, som han havde læst i »København«, og saa takkede
Ambrosius i en humoristisk Tale for Onkel Sæbesyder, og
Fader tog Ordet ved Kransekagen og sagde, at disse
Kranse burde minde os om, at vi burde lægge en frisk
Krans paa Moders Grav, som vist gjerne vilde have været
med, hvis hun ikke havde været forhindret, hvad han meget
maatte bede Selskabet undskylde paa hendes Vegne, hvad
der bevægede os allesammen dybt. og Onkel Sæbesyderen
foreslog os at raabe et Leve for Moder, hvad der dog ikke
blev til noget, fordi han var saa uheldig at komme til at
vælte et Glas Rødvin ud over Dugen. Effer Bordet satte
saa Ambrosius og de andre Herrer sig til at spille L’hombre,
og det endte saamænd med, at vi Allesammen fik os en
lille Sxingom, og vi savnede saamænd Dem, søde Fru
Schrøder, men hvis De nu vil komme hen til os en af
Dagene, saa har vi da i alt Fald nok lidt Kransekage til
overs, og saa kan De jo se paa alle de smukke Ting, Am
brosius har faaet, inden vi sender dem tilbage der, hvor
de er kjøbt, for at de kan blive byttet. Farvel, søde Fru
Schrøder, og Tak for Kaffe.
De Smaas Billetter.
gødeste Du! — I Aften!
min Fader, den Idiot.
Ah, hvor vi skal grine
Hr. Je n n y .
TT'oin! — Lad os leve Livet!
giver Banko for Pengene.
Smaa Billet gratis,
Gaga.
Anna. Emilie, Emma, Petrine . . . .! hundrede Kys af
tohundrede Piger! — trehundrede Piger! — Fire-
hundrede Kys.
Sophus,
Mattetegn! — Sjov i Badstuestræde. — Glade Ungdom
i hvide Blomster!
O scar & Helge.
TJet var Ret! — Aandelig Frisind! — Leve det nye
Højre.
P e r S.
Ah, fortræffeligt! — Herregaarden jubler! — Hæng i,
Ove, og lad Hykleriet mærke, at det ikke er al
Renovation, der striker i dette Land. Joh an .
T
eve de naturlige Ord om naturlige Ting! — Uhyrlig
storartig Ide med de smaa Billetter! — Hilsen fra
In te g a d e .
H vig forsoren! — Læg de store Forbogstaver sammen
og læs Navnet paa en frisindet Ungdoms skønneste
Drøm. — Alle Piger leve!
Ove.
)
JJt Sagn, fuldt værdt at høre'
Med gamle Runer staar;
Kjøb
Punch
for atten Øre
Og fuld Besked I faar.
I skal da grant erfare,
Hvorfor den slunkne Rest
Af
Logos
’ fromme Skare
Nu holder Paaskefest.
Det var i hine Dage,
Da Folk fra Østen kom
Og som en Landeplage
I Byen mylred’ om.
Skjønt Landet
Inie-Gosen
Var fyldt med Midas-Guld,
Det kneb med Pengeposen, --
Men Logos var dem huld.
Han sendte-dem en Engel
— Hr.
Lucifer
, De veed, —
Der som en Hævnens Bengel
Rundt paa en Fakkel red.
Sin Pen, den meget tunge,
Han-svang til Slægtens Gru:
Hver indfødt Digterunge
Med Hyl han slog itu!
Men alle hanses Egne
Med kauschert Lejde gik;
De kjendtes allevegne
Paa no’et, der hed »Kritik«.
Det fremstod, naar de smurte
Hver Spalte ind paa Kraft
Med bitter Bulmeurte-
Og Men’skedyre-Saft.
Det snart er længe siden;
Men Vanen ej forgaar:
Nu fejrer Paasketiden
De blot det hele Aar.
,\ Endnu om Logos trasker
Hans Smaafolk og gjør Styr.
De Bulmeurter gnasker
Og nyder Men^kedyr.
Men vil paany de vade
Ud til et Kanaan,
Har de i Rømersgade
Jo et forjættet Land.
Der kan de saa blandt Andet
Faa sig en velundt Grav.
Thi nu man kun i Vandet
Gaar — i »det røde Hav«.
Hermed følger et ill u s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .