130 / 425
123
„Aandelig. — vil De fornærme mig? De er nok
en af disse moderne Spiritualister, der troer, at en
K~a.rnmerr.hef har Brug for Aand? Nej, nu vender jeg
tilbage til
den kjære Familie
. . . De veed nok, den
„fra Provinsen“ . I dens Skjød faar jeg alle mine
Skjødesynder tilgivne, og saa er jeg atter i mit E s,
Mand!
„Ja, .. . jeg har hørt, at De opfører
dm Vægel
sindede
i ny Indstudering; — men det betaler sig nok
ikke ?“
Kammerchefen vendte
Punch
Ryggen og skyndte
sig afsted til Pilestræde for at faa et Svar indrykket
i Berlingske.
E t Øjeblik efter kom et langt
Skjæg med en klassisk Herre
styrtende ind i Samaritanen.
„Her lugter af Kammerchef!“
raabte han gnistrende; „kald
paa B o rc h se n iu s! her maa
ryges ud.“
„Hvad bringer De?“ spurgte
Punch.
„Gengangere!“ stønnede han
og udsukkede en fem-fodet
Jambe.
„Det troede jeg ikke hørte til Deres Repertoire?“
„Hvorfor ikke? Je g spiller Alt imellem hinanden,
— for jeg har en Overbevisning. Men hvad hjælper
det? Mit Hus ligger fuldt af Døue! — Min Logerende,
Hertuginden a f Burgund,
der over halvtredsindstyve
Gange har holdt
Sølvbryllup,
har nu i
tusind og en
Nat
vandret paa Lig. fxåulein
Sapfo
er død af vand
gang, alle mine
formanende Venner
ligger for Døden
af Tæring,
Moster Malvina
ligesaa, og
Frau Lucrezia
er dødfødt,.. . men nu har vi
Skandalen i Nat!
De
bliver ved med at gaa igjen paa Repertoiret, — hvor
dan skal jeg blive af mecl dem? De har vel ikke et
Stykke Liniebegravelse tilovers, gode Hr. Samaritan?
Saa vil jeg ryste Støvet af mine Kothurner og sige
Dem Tak. Ved alle de heiligen Meiningen, enhver af
mine Abonnenter ender jo som
en Sjæt efter Døden
,
hvis De ikke har Medlidenhed med dem.“
Samtalen afbrødes af to nye
Sørgende. De var hvidklædte,
for det betyder Sorg paaJapa-
nesisk. Enhver af dem kom
slæbende med en afdød
Mikado,
der havde gaaet saa meget „paa
Viften“, at det tog Livet af
ham. Det mærkelige var, at
der var kun een Afdød, men
to Lig, og begge Overbringerne
paastod, at deres Lig var det
rigtige.
„Mikadoen er m in ?“ sagde den sørgeklædte fra
Amaliegade; „det vil jeg lade mig stikke til Straa-
manden paa, saa sandt jeg hedder Theodor! — Men
lige meget! Vil De tage Dem af min Mikado, giver
jeg Dem
Therese Itaguin
i Tilgift. Det er P e r Anden ,
der har hevet det døde Fruentimmer ind til mig, og
nu ligger hun og skræmmer alle Folk fra Huset!“
„H ei, M and !“ raabte den sørgeklædte fra Nørre-
f
ade; „jeg giver en
Fiskerjente
i Tilgift! I tre Dage
ar jeg havt hende udstillet i en tom Pengekasse,
men nu er hun allerede gaaet i Opløsning.“
Lidt efter var alle de tre Herrer i Totterne paa
hverandre; det er nu deres Levevej. Saa beldte
Punch
dem ud og begravede deres Døde.------
Og saa maatte Samaritanen lukkes. Naar man har
taget sig af saa mange uværdige Trængende, bliver
der ikke Plads til de værdige. Valgdagens Ofre er
nu atter hjemløse, — indtil
Punch
paa Torsdag hen
flyder i Taarer over deres Skæbne.
To Ordensbrodre.
I „
Politiken
“ er der godt at være,
For Integade har et Hus af Glas,
Hvor Fremmede, som inte kan sig nære
I deres Hjem, strax faar en herlig Plads.
Her møder flot med deres Dokumenter
Saavel forløbne „Thronprætendenter“
Fra Rostock, som diverse andre Stormænd,
Og ikke sjehient vrede, norske Normænd.
Nys tog selve den store B jø rn s on Ordet
I den højeste Oplysningsfabrik,
Hvor han oplyste alle dem, der tror det,
Om „Skuffelsen“, hans stakkels Knaphul fik.
Ham Jo n a s L ie fik lokket til at svær’e,
At ingen ai dem vilde Ordner bære.
Paa denne Overenskomst de som Panter
Afdrog ved Pagten „et Par uldne Vanter“ .
Han husked’ til hver Læsers store Glæde,
At Sammensmeltningen var sket ved L ie r,
Hvor Jo n a s kom i Vejen med en Slæde
Og fik ham godt paa Glatis, som man si’er,
Saa han forsaged’ Dekorationen,
Men tog dog siden Æreslegionen,
Skjønt nødig, da den sendtes ham fra Gallien,
Mens Jo n a s fik sin Orden og Medaillen.
Dog, Skildringen af Ordensprotestanterne
Hos B jø rn so n kunde Jo n a s inte li’e,
Og han forsikred’ strax, at det med Vanterne
Var Foster kun af B jø rn so n s Fantasi.
At det inte var ved L ie r, han forklarede,
Men ved en Skipperby, de passiarede
Om Ordenspynt, og dermed gik da Glorien
For saa vidt rent af Skipperhistorien.
Men nu tog B jø rp so n Munden fuld, som Hvalen,
Der slugte Jo n a s , og hvis man skal tro
De Herrer, er af den Konflikt Moralen,
At de var laadne Vanter begge to.
For Resten kan det være os det samme,
Hvorfra de norske Nordmænds Ordner stamme;
Men, at i deres „Opgjør“ de Akkorden
Anslaar hos Hørup, det er i sin Orden.