129 / 425
122
De Faldnes Minde,
Frit efter
Kantaten over de Faldn e 1801.
h
'
¿ 1
%
* S W
k
■t? M
/ % m J m
V æ re r Fred med Eder alle,
Som des værre maatte falde,
Ramt
a f
Valgets Ulivssaar
I det store Slag i Gaar;
Hvor blandt »blakkede« og »røde«
Kjækt I strede, faldt og døde.
Folkehavets Bølger bare
Overmægtig Vælgerskare,
Men mod den I stilled’ glad
Jer paa Landet og i Stad
Og holdt modig Vælgermøde,
Til i Gaar I faldt og døde.
Tusind Folkevillier brølte,
Dog ej Skræk og F ryg t I følte,
Da I paa Tribunen stod
Og jer Visdom høre lod
Blandt en Hoben Hjerner bløde,
Skjønt til Slut I faldt og døde.
Kampens Ild blev ved at brænde,
Men, da Dagen var til Ende,
Var af Haab ej længer Spor:
Overmagten var for stor.
Intet Under, at den kløede
Mange, saa de faldt og døde.
—
Værer Fred med Eder alle!
Ingen Taarestrøm skal falde
Ned paa Graven, dyb og bred,
Hvor i Gaar I dumped’ ned,
Og hvor ikke vanker Føde
Af Diæter blandt de Døde.
Men i mangen rimet »Leder«
Vil vi længe mindes Eder,
Og for udvist Heltemod
Mange Planter uden Rod
Paa jer Grav vil findes strøede
Som et Offer til de Døde.
Hos Samaritanen.
^
Hvad mon Folk vilde tænke, livis der ikke var
Folk, der tænkte paa, kvad Folk ikke tænker paa?
Som f. Ex. ved Valgene. De Ulykkelige, der beæres
med Vælgerfolkets Tillid, opstilles til behagelig Mis
handling, man opfordrer indstændig enhver pligtopfyl
dende Medborger til at gjøre dem Livet saa surt som
mulig, og de, der overlever Mishandlingen, hædres
med Hurra’er, Festmaaltid og „Diæt“ bagefter. Alt
dette er i sin Orden! — Men hvem tænker paa de
stakkels Faldne, der har faaet Hjærnerne læderede af
Interpellationer, Nerverne af Vælgermøder og Maverne
af Valgflæsk?
Det hedes derfor paaskjønnet paa det varmeste,
at
Punch
under forleden Dags Dato har oprettet en
Valg-Samaritan, hvor de slagne Kandidater bliver gratis
trakterede med Trøst og Menneskekjærlighed. Allerede
for otte Dage siden var denne smukke Tanke realiseret,
og
Punch
sad netop hensunken i stille Beundring over
sit filanthropiske Hjærte, medens han afventede de første
Ambulancevogne efter Valgkampagnen, da det hankede
paa Samaritanens Dør.
, -
j
En ældre Herre traadte ind,
(i, vujv
o_—viV / smilende som Molière og affabel
Å
} ( som en Kammerchet, for det
'
var han. Det vil sigeKammer-
ï
i
ikke Molière. Som Tegn
føJwjtfSMK.
Paa> af han
p.
t. havde Sorg,
d
var han iført en sort Kjole,
W
i
hvorpaa der var syet et blø-
T / /
dende Hjærte. Desuden havde
Yr
hån en Nøgle i Ryggen, ligesom
Il / V\
Paven. Det var Nøglen' til det
'
hemmelige Fond, hvis Ufejl
barlighed ingen Statsrevisor var saa kættersk at ville
bestride.
„Med Tilladelse, er dette ikke et Begravelses
kontor?“ spurgte han paa Fransk og med det samme
resignerede Smil, hvormed han om Sommeren melder
„Pas“ i Whistbaden.
„Aa jo,“ svarede
Punch
, „det kan man ogsaa kalde
det!“
„Saa har jeg en salig Hedengangen til Dem. Sørge
ligt Dødsfald! Det var mit Hjærte, der løb af med
mig. og saa bliver
Hjærtets Ret
jo umulig. Min Ven
E e d v a r d tog sig det sandelig saa nær, at han af har
Fortvivlelse stak en Gaasepen gjennem alle dette
Lands Forfatterinder og glemte at bede dem om For
ladelse.“
„Var den Afdøde en Slags aandelig Slægtning af
Dem ?“