125 / 425
118
P aradiset har sin Slange,
Hvis Forførerkunst er fæl,
Og
vo r Sam tid har sin L
a n g e
,
Der har nys' forført sig selv;
Det er ikke dog hin Pater,
Som skal fange Gæs til Rom,
Men en anden En, som prater
Kommunalsk, her synges om.
Skyttesagen var just fremme
Blandt vort bedste Borgerskab,
Da ham fristede den Slemme
Til at aabne flot sit Gab;
Han brød ud: »Hvad kan det nytte,
At vi Sagens Mørit fornyer
Og i Bøsserne vil spytte?
Styrelsen er altfor dyr!«
Men det lod sig inte skjule,
Hans »Triumf« for let var kjøbt,
Da han afskød denne Kugle,
Som
i B
e n t h e im s
Lejr var
støbt.
Der blev Spænd
i
Skyttegade,
Hvor paa Kornet man ham fik,
Saa han vandt kun Spot og Skade
For sin »kyndige« Kritik.
W
a g n e r
attester ed ’ villig ,
At det just var
L
a n g e
,
som
Selv var inte ganske billig
I sin »militære« Dom,
At han burde helst erhverve
Kjendskab til vor »Skyttesport«,
Før han blotte vil dens Nerve,
Ellers kommer han til kort.
Paradiset har sin Slange,
Og Kommunen, kan vi se,
Ogsaa sin, men stakkels
L
a n g e
Er blot inte fristende;
Han blev rent til Aal, før sluttet
Var den rejste Diskussion,
Hvor han leget har med Krudtet
Som en noget løs Patron.
F r u J u lia n e P e te rs e n :
God Dag, søde F ru Schrøder
— ja, her har De mig igjen
Jeg kunde ikke komme før
for De kan jo nok tænke Dem, at det har været anstrengende
Dage med Ambrosius’s Kongfirmation, og vi vilde jo saa
gjerne have haft Dem med, hvis det ikke var fordi vi saa
havde maattet sætte en Fløj til til Bordet, og det var jo
kjedeligt, at De tossede om baade i Garnisons og i H ellig-
gejstes og Frue, mens Kongfirmationen gik for sig i Runde,
saa at De ikke en Gang kom med i K irken, hvad der dog
ellers maa live lidt op, naar man har saa faa Fornøjelser
som De, men det er jo kjedeligt, at Dørene bliver lukkede
under Handlingen, for der var Flere, som ikke kunde
komme og se Ambrosius staa, fordi de havde nogle andre
Kongfirmander at besørgei andre K irker, som var Pigebørn,
I hvad der jo altid er det interessanteste, og Petersens gamle
Onkel, De veed Sæbesyderen, kunde ikke taale at høre
Prækenen til Ende, men paastod, at han maatte ud, og saa
blev jo K irkebetjenten vred og kastede ham paa Døren, og
da han saa først var kommen ud, maatte han ikke komme
ind igjen, og saa blev han saa medtaget af K ulde af at
staa udenfor paa Gaden, at han maatte ty ind i en nær
liggende Kafé, og da han kom derfra, saa var han i saadan
en Stemning af at gaa og spille Billard, hvad der jo skal
kunne gjøre En saa svimmel i Hovedet, at F rits G rønbæk
bagefter sagde, at man skulde tro, at det var Onkel, der
var bleven kcngfirmeret, fordi han var gaaet lige fra K irken
ind i »Himmerig«, men det var jo ikke saa belejligt netop
d e n Dag, fordi han skulde holde Festtalen for Kongfir-
manden, og nu maatte jo Petersen og F rits stive ham af
saa længe han holdt den, og den var ved Gud ellers saa
nydelig med, at Ambrosius maatte staa fast heri Livet, saa
jeg kom saadan til at græde, for det er dog et stort Ansvar,
Foræ ldre har, naar Børnene ikke arter sig vel. og Ambro
sius har jo for R esten faaet en sjælden Begavelse og han
fik jo mange nydelige Ting i Dagens Anledning, som han
i nu skal se at faa byttet, hvis vi kan faa at vide, hvor de
] er kjøbt, og Gud det er sandt, jeg har saamænd rent glemt
at takke Dem for det yndige varme uldne Mavebælte, som
De havde strikket til ham, og som jo kan blive dejligt at
smøre Kam ferolie paa og tage om Halsen, naar han faar
ondt i den, men for at komme tilbage til Sæbesyderen, saa
forstyrrede det hans Tale lidt i Slutningen, at han tog fejl
og begyndte at holde den samme Tale, som han holdt til