203 / 425
195
Efterhaanden følte jeg mig meget utilpas; det løb rundt
for mig, og skjønt jeg vilde stramme mig op med en Dram,
fik jeg dog heftig Opkastning, efterfulgt af stærke Hovedsmerter.
Sodavand og Sild hjalp lidt, men ikke videre.
Det maa være alt det Vand, jeg nød i Toddyerne og
Saften, som maa have indeholdt noget skadeligt, jeg ikke kunde
taale.
Med Højagtelse
osv.
IV.
Kbhvn., d. 9. Juni.
Hr. Redaktør.
Undertegnede, der med min lille Datter Petra, min lille
Vilhelm og lilleHansemand var omBord i Færgen, nødLamme-
frikase med Asparges, Medens vi spiste, kom en lille russisk
Moppe hen til os og tiggede sig en Bid til saavel hos mig,
som hos mine Børn, hvorhos vi klappede det lille, vevre Dyr,
Efter at være gaaet op paa Dækket beklagede først lille
Hansemand sig over stærk Kløe paa Kroppen; siden gik det
lille Petra og Vilhelm ligesaa, og til sidst kom Turen til mig;
paa min Arm observerede jeg, at der fremkom nQgle Vabler
af en Toøres Størrelse.
Jeg tilbageviser den Antagelse, at her skulde foreligge
Tilfælde af almindelige Loppestik; dertil er baade min og de
kjære Børns Renlighed heldigvis for velbekjendt. Der er altsaa
kun tilbage at gjætte paa Forgiftning.
Skal det være Følgen af den nye Jembaneordning kan jeg
rigtig nok ikke tilbageholde denBemærkning, at saa var den
gamle dog bedre!
Deres
Familiefader.
Efter at have gjennemlæst disse 4 vægtige Indlæg kan
Pzinch
med Bestemthed slutte sig til Jernbanelægen og
fastholder, at Sygdommen paa Færgen har været almindelig
Kolerine. Der er i hvert Fald ingen Anledning til at befrygte,
at det, der har angrebet saa mange Passagerer, skulde have
været Apoplexi eller Voxværk.
Der vil nu blive til Gavns desinficeret.
M o rphe i d rängar,
L ig e Ret.
Fredm. Ep. Nr. 14.
— Naa, Stoffer, hvorfor var ’et, at du kom paa Sta
tionen i Gaar?
— Aah, je hade inte gort anned end som slået et Slav
for Kvindens Ligestilling mæ vos Mænd.
— Saa, hvordan det?
— Jo, ser du, je mødte en Dame paa Fortovet, og
da hun inte vilde rubbe af Vejen i en Fart, saa ga' je
hinder et Par paa Snuden, for hvorfor skal det bare være
Mændene, som skal ha’e Ret til at ta’e imod den Slags?
Man hvad kan det nytte?
Ingen kan beskytte
Inte-Drenge,
Som er paa Retour
Og fra Integaden
Skænker hele Staden
En saa længe
Ønsket Sove-Kur!
Vil de blot ta’e li’esaa ivrig fat
Lidt endnu, saa gaar det hele glat:
For saa er de den! . . . . God Nat!
Jeg for
Morphei Drenge
Slaar nu mine Strenge!
Hil Jer Inte-,
Integadens Pryd!
For en Masse Dage
Eller Aar tilbage
I gesvindte
Kunde slaa til Lyd;
Ak, ej mer med krum Profil I paa
Gamlehørups værste Vildmænd gaa,
Hans smaa Sorte er nu graa!
Naar i Ungdoms Vælde
Han endnu vil sprælle,
Maa han synke
Selv sin Pølsepind:
Glemt er Melodunten,
Alle lugter Lunten,
Og man ynke
Maa det gamle Skind!
Fra Kap Gjedser indtil Skagens Is
Hver, der paa hans Krumspring sætter Pris,
Slumrer ind ved hans Avis.
Men, før helt han himler,
Flokken om ham stimier
Og forsøger
Sig paa en Tourné;
Rundt i »dette Land« de
Saa uhyrlig mandig
Gaar og spøger
Efter en Sukces,
I
Repertoiret er kun »Sot i Ro«,
Og man skal ej blindt paa »Tonen«
Men Reklamen, — den er go’!
Jøsses, saa de slider,
— Tænk Dem, hvor de gider! —
Blot for atter
At faa gjort lidt Grin;
Febersygt de smiler,
Mens de essig kiler
Løs paa, hva’ der
Før var godt Latin;
Ungehørup stønner Elskovskluk,
Henning præker, Cavling gjør en
Buk,
Eedvard vrier sig, Per er
smuk.