S_Punch_1892

199 / 425

191
T il S k o v s .
(Ilansen med Kone og2 Børn kommer ud paa Klampenborgbanens
Station.)
H an se n : Naa — har I nu Smørrebrødet og Æggene
og Øllet og Snapsen og den rene Ble til lille Susse? Læg
det saa i Barnevognen og lad mig faa Drengen.
L ille Susse: Mig døre i Voven.
H an se n : Næ, Susse kan ikke komme til at kjøre i
Vognen i Dag. Der ligger Faders og Moders Mad. Naar
lille Susse nu kommer ud i Skoven, saa skal lille Susse
faa Lov at se paa, at Fader drikker Snaps af den fine Ka­
raffel. Kom nu her Madsine, kom nu her allesammen, saa
skal vi gaa hen og tage Billet.
Madam H ansen: Bare at Jernbanen den inte er gaaet.
H ansen: Nej saagu er den ikke nej. Den venter nok,
til vi kommer med. Det er jo til Konduktørens egen For­
del, at der er saa mange i Jernbanen som mulig («tikker
Hovedet ind ad Billethullet). Aa hør, Konduktør — kan De
lade os faa to voxne og en Børnebillet til Klampenborg til
en aaben Vogn paa 3die Klasse, Dobbeltbillet, Tur og Retur?
— — Hvad behager — om vi ikke skal have to Børne-
billetter ? Nej, jeg skal sige Dem — de gaar for en — de
er Tvillinger. — — Kan det ikke lade sig giøre? Det var
meget. Skal man oven i Kjøbet betale extra, fordi man
har været saa uheldig at faa Tvillinger?
Madam H ansen: Er det saa inte bedder, at vi bliver
hjemme og gaar paa Berren?
H ansen: Nej, lad du bare mig, Madsine. —Nu skal
jeg sige Dem noget, Konduktør. Vi tager og lægger den
ene i Barnevognen, saa kan det da for Fa’en ikke senere
Dem, naar han er kjørende med sit egen Befordring. —
Hvad for noget? Maa vi slet ikke have Vognen med i
Kupeteren? Men Du milde Gud og Skaber — hvor vil De
da have, at vi skal have den? De vil da ikke have, at vi
skal hægte den bag i Jernbanen? — — Maa vi sende den
som Gods, hvis vi vil have den med ? Ja, men naar Barnet
ligger i den, saa kan De da ikke forlange, at den skal gaa
som Godsvogn. Ja, vil De saa bare give os to voxne og
to Barnebilletter da for Fa’en. Tak. Men saa gaar naturlig­
vis Vognen med i Kjøbet. Kan det heller ikke gaa? Det
var som Pokker! Skal vi altsaa ikke have Spor af Rabat,
fordi Børnene er Tvillinger? Hvad behager — er de slet
ikke Tvillinger? Kan man tydelig se, at den ene er meget
ældre end den anden? Ja, hvem siger ogsaa, at Tvillinger
skal være lige gamle? De hører hver til sit Hold, begrive-
ligvis. Der har været fire ialt, men de to er døde. Men
naar De ikke vil tage Vognen med i Kjøbet, saa kan De
s’gu lade være. Saa lader vi den indskrive, det kan De
bande paa. (Qaar ben til GodsexpedUionen).
L ille Susse: Æ — — æ— — æ-------
H ansen: Saa, nu Fa’ers Dengse ikke græde. N u skal
han faa Lov at se paa, at vi indskriver Vognen. Hvad
er det, Du staar og hvisker, Madsine? — — Naa ja, saa
skal Fa’ers. Dengse faa tørt paa, naar vi kommer ud i
Skoven. Det er saa behaveligt i det grønne. Kan vi faa
denne Barnevogn indskrevet? Hvor vi skal hen? Vi skal
ind i en af de aabne Vogne. Det er altid det behaveligste
i denne Varme. Det vil sige, hvis at der ikke er Plads,
saa tager vi en lukket. — — Naa, De mener, hvor vi skal
hen ude i Skoven. Vi har tænkt at gaa ud ad Fortunen
til. Der skal der være et lille Hus, hvor man kan faa Vand
paa Maskine. Vi har Maden med her i Vognen, men De
maa endelig passe paa, at Smørret ikke smelter. Det er saa
kjedeligt, naar det driver ned ad Fingrene paa En.
Madam H a n se n : Jøsses! nu gaar Jernbanen.
I-Iansen: Gaar Jernbanen? Ja, saa er det nok paa
Tide, at vi kommer af Sted. Vil Du saa tage lille Susse,
Madsine, og sig til ham, at han skal holde op med den
Piben. — Veed De ikke, hvor Vognen skal hen? Den skal
i Skoven, skal den. Maa De have nøjagtig Adresse, for at
De kan vide, hvor den skal sendes hen ? Ja, min Adresse
er Absalonsgade Nr. 137, 5te Bagsal over Gaarden. Kom
saa, Madsine, kom saa allesammen. Nu gaar Toget!
Somm erb illeder.
- i -
I
I. Idyl.
frie Mænd, som intet Sted paa Jorden
Kan finde Frihed for Jer Frihedstrang,
I eneste, som alle duer i Norden,
Hvadselv I har forsikret mangenGang!
Endnu I har en Plet, hvor I kan være:
Den er lidt trang, somAlt i dette Land,
Men der kan frit 1til Jer Fortids Ære
Et Mindetempel bygge Jer —paa Sand.
Til fælles Trøst I modig annekterte
Med dragenPensel denbeskedne Plet,
Og Marsvin og Delfiner I dresserte
Til vildBeundring for»LarsKruses«Æt.
Hvor Skagens Pynt i Taager sig fortaber,
Nu de forpinte Lunger suger Luft,
Imedens døde Torsk langs Stranden gaber
Og minder blidt omlnte-Hjørnets Duft.
Hvor Kunsten kasted Anker, kan I male
Paany Jer Fremtidnok saa lys og blaa
Paa Sandet føres kun sandfærdig Tale, —
Ifald det blot var til at stole paa!
Og aldrig bli’er Jer frie Tanke blandet
Med Hykleri og anden Gejstlighed,
Thi hist paa Skagen plejer Flyvesandet
Jo uden Vrøvl at grave Kirker ned.
Jo, jo! det er et Paradis deroppe
Med ingen Æbler eller den Slags i!
Og man behøver ej loyalt at hoppe
I Folketog og andet Snobberi;
For frie Aander bør der Forskjel være
Paa»Guld« og»Sølv«, denTingersoleklar;
Hvorfor mon de en Konge skulde ære,
Naarselvde,rentudsagt, enSchandorphhar.
SomSølv-Mand har han al den Virak høstet,
Der hidtil laa bag Inte-Hjørnet gjemt;
Med Sang og Klang man festlighamforlysted’,
Forhaabentlig blev »Gumpen« ikke glemt.
Og rørte Farvetinter observered’
Man i hans Blik, mens Vennerne holdt Styr,
Og Lys blev over Landet frit leveret
Af selve Lucifer som Skagens Fyr!
O, skjønne Plet bag Kattegattets Bølger,
Hvor Frihedsmænd kan øve bramfri Færd;
Men, hvis man ogsaa der demgrumt forfølger,
Saa tag dig, Læser, ikke den Ting nær:
Om end Fordummelsen lig Stormens Bragen
Skal splitte hele Kolonien ad,
Saamaa de søge Tilflugt nord for Skagen, —
Naa, saa strø Sand paa, og vær lige glad!
Med dette Numer følger et illustreret Annonce-Tillæg.