S_Punch_1892

190

D e t samm e p aa en anden M aade .

H e n n in g J e n s e n

og den Kniv,

^ an ^av<^e 8Jemt i Ærmet

For mod de »indre Fjenders« Liv

{'/>

«N^Med List at faa den nærmet,

Oprundet er i Dane-Vang

En opvakt, præstelig Pendant

$ /*

v?Med ganske samme Slags Moral:

y/'Hans Navn er

f f e

ir k e d a l

^ Nys tog den fromme Kirkens Mand

, y/>Fra Mund Høj-Skole-Bladet,

Hvor i »loyal Forhandling« han

j/A ^L

Til Knæerne har vadet,

# \\SHcan priste Vennernes Taktik,

- som hos

v e r

e n l ø s

—

Ud paa at gjøre Fjenden tryg

Og plante Kniven

— i

hans Ryg.

gik

Forræderiet forekom

Ham ganske uden Men i;

Thi den gelade Kristendom

Er der ej heller Ben i,

Og hos

. G

r u n d t v ig s

lille Ord

Man glad bekjender, hvad man tror,

Selv om i hans Apostelkreds

u d a s

lidt for ofte ses.

O p g raved e Pund .

Som Gud og Hvermand veed, nærer

Punch

en ren og uegennyttig Interesse for

alt, hvad der duer her i Norden, og, da

han havde faaet Nys om, at der ude paa

F r i h a v n s - T e r r i t o r i e t skulde tages en

ny Gravemaskine i Brug, skyndte han sig

øjeblikkelig derud for at tage Fænomenet

i Øiesyn.

Det var en utrolig Masse af gamle

Sager, denne Maskine i en Haandevending

forstod at bringe for Dagens Lys, det var

næsten, som om man vilde give sig til at

rode op i „det f o r enede Ven s t r e s “ forskjellige Ma

nifester, saa uensartede var de Bestanddele, her kom

til Syne.

Blandt andre Ting fik

Punch

Øie paa en gammel

utæt Støvle, hvis Snabel var af en saa fremtrædende

Beskaffenhed, at den for vort arkæologiske Blik strax

røbede sin „évropæiske“ Oprindelse. Ved at undersøge

den nærmere fandt vi, at der var ristet Runer saavel

paa Saaleme som paa Overlæderet, og den viste sig

snart at have været brugt som A v i s i Slutningen af

det forrige Aartusinde, hvoraf man ser, at allerede

den Gang har de evropæiske Journalister ved given

Leilighed været „paa Benene“ . Skjønt Organet, lige

som saa mange andre af dets Kolleger i vor Tid, havde

taaet sit Indhold stærkt bedærvet paa Grund af Van

dets Indflydelse, lykkedes det dog

Punch

at tyde saa

meget af Indholdet, at vi i Dag kan fremlægge føl

gende, Prøve paa Journalistiken i Norden i det 10de

Aarhundrede:

A s e n s k jæ fte n .

O rgan for den n e d rig e ste O p liu sn in g i N orden .

H a lø re i Hundedagene

995

Naboer og Gjenboer.

I Forgaars ankom Hs. Maj. Kong Svend Haraldsen,

kaldet Tjuguskjæg, endelig her til Staden efter et længere

Ophold hos Hertug Sigvald af Jomsborg, fra hvem han,

som bekjendt, i Fjor erholdt en saa indstændig Anmodning

om at aflægge ham et Besøg, at Hs. Majestæt umulig kunde

undslaa sig for det.

1 Anledning af Hjemkomsten havde Byen pyntet sig

paa den mest smagløse Maade. Alle de pjuskede Bleer,

der fandtes i hele Haløre, var bievne vadskede og hængte

til Tørre udenfor Vinduerne, og samtlige Byens Hyklere,

hvoraf der i Forgaars fandtes endnu flere end ellers, havde

forsamlet sig paa Toldbryggen og modtog Ailerhøjstsammemed

saa idiotiske Hurravræl, at Vinduesruderne hos flere af voreses

Meningsfæller ved denne Lejlighed revnede.

Det vil være interessant at erfare, om den Damekomite,

som har .forestaaet den frivillige Selvbeskatning, der paatog

sig at bestride Omkostningerne ved Hs. Majestæts Hjem

rejse, ogsaa vil erstatte den Skade, som disse Demonstra

tioner saaledes har voldet vore Venners desværre noget

skrøbelige Glashuse.

En af voreses Reportere, der i Dagens Anledning havde

været »paa Støvlerne«, fik begge sine Trommehinder sprængte,

saa han er bleven ganske stokdøv. Det er derfor ikke til

at undres over, at i hans Referat, som findes andet Steds

her i Bladet, staar, at Kongen blev modtagen med en ilde

varslende Tavshed af de faa Tilstedeværende.

V øggur B. H .

Økonomi.

Hvor meget har nu disse Dages sindssvage Festligheder

egentlig kostet den haardt beskattede Befolkning? Alene

den vanvittige Ødselhed, der var anvendt paa Byens Ud

smykning. maa have slugt en Sum, der vilde have været

tilstrækkelig til at sikre alle de herværende Evropæere en

livsvarig Hædersgave, selv om hver af dem blev lige saa

gammel som Abraham, Isak og Jakob tilsammen. At en

af vore indfødte Profeter i sin Tid spaaede, at, dersom der

tilstødte Kongen noget ubehagelig noget, vilde Ingen ofre

saa meget som en Femogtyveøre i den Anledning, beviser

jo kun, hvor stærkt Fordummelsen nu er oppe hos visse

Folk her i Landet.

Hvad de øvrige Bekostninger angaar, skal vi nærmere

omtale dem, saa snart vi har faaet Regnskabsprotokollen at

se, — hvis den da ikke allerede er brændt.

H e rm a n Bælum.

Theologi.

Det er aabenbart Præsterne, der er Skyld i hele Skan

dalen. Ikke en Gang en af Odins Offerpræster havde mo

ralsk Mod til at møde ved Festlighederne med en Offerkniv

Ærmet og støde til, naar Vedkommende mindst ventede

det. Haløre burde snarest mulig omdøbes til Heldøre.

H en n in g M e lfa r .

Dag tit Dag.

Overløberiet griber des værre daglig mere og mere om

sig, I Gaar løb saaledes Galden over paa samtlige Med

arbejdere ved

Asenskjæ ften

, fordi nogle ildesindede Per

soner havde anbragt et stort Flag udenfor voreses egne Vin-

deverrer.

Je, K . L .

Poesie.

»Støvlen« er utæt; men hvad kan det nytte,

At vi om Hjælp til nye Saaler be'er?

I J ø d e b ø sse n vil dog ingen spytte

I disse sørgelige Tider mer;

Men paa den spytter desto fler!

Af Dr. Eeds Rustambogvers.