234 / 425
2 2 6
S ø r g e lig e T id e r.
H v is salig
C
h r e s t e n
Po
v e l se n
I disse Dage gik igjen
Og vilde for en Gangs Skyld søge
Som ramme Alvorsmand at spøge
Imellem H o l s t e b r o og Kj øg e ,
Saa vilde ganske vist i smerteblandet
Forbavselse den salig Folkeven
Med Spørgsmaal bombardere Landet
Om, hvor mon hans halvfems Procent a fMænd
P lu s
alle hjertefaste Kvinder
I disse Tider sig befinder?
Thi, hvor man kaster Blikket hen
Mod Syd og Nord, i Øster eller Vester,
Opdages ikkun sørgelige Rester
A f fordums sejge Venstremænd.
Selv Skattenægtelsen er endt
Imellem S k a g e n s Fyr og Ri be ;
Endog
J
en s
B
usic
i Fred og Ro har tændt
Den sølvbeslagne Merskumspibe,
Som forhen blev til Fogden overladt
Og atter indløst mod Salær og Skat.
Nu tør man næsten vove Trøjen
Derpaa, at
J
en s
kan » t aa l e Røg e n« .
Før var der mange Ting i Vejen
For hvert et kritisk Evropæerblik
Med den Forfatning, Danmark fik;
Men nu om Stunder er det Venstres egen
Forfatning, der er under al Kritik.
I
S te d e t
for
d e t B E RG sk e D e s p o ti,
Som dog holdt sammen
p a a
Partiets Rækker,
Nu hersker lutter Anarki,
Som intet Provisorium forskrækker,
Og med Agurketidens bedste Føde,
Er det i den Grad sørgelig bevendt,
A t Venstre holder Folkemøde
Med tre Mand og en Referent!
Selv i den Presse, som saa uforsagt
Paa Folkesagens Fremgang troede,
Har B a d s t u e s t r æ d e s unge Pode,
Den haabefulde
O
v e
R
o d e
,
Sin Rang og Værdighed nedlagt
I den »bevidste Folkemagt«,
Og
E
ed v a r d
B
r a n d e s
møder ikke mer
Med »Kjøbenhavns Erobring« paa Programmet;
Hint Formaal, som saa mange fler,
Har Skjæbnen, eller Lucifer, annammet,
Saasom Partiets onde Genius
I Form af et 0. M. hos
P
e r
S
c a v e n iu s
Har afklædt
E
e d v a r d
for hans gode Navn
Som Kritiker, og det i „
K ø b e n h a v n ^ .
E t S k ifte — s id s te K v a r t e r ?
j f l V f ø w
Dagspressen i
Bavlerup
har nylig været Skuepladsen
for en Begivenhed, der muligvis vil give Stødet til en
»evropæisk« Konflikt.
De lokale smaa Sortes Filialorgan, der er opkaldt efter
Byen og hedder
Bjavleriip,
— efter den moderne Stave-
maade kommer det nemlig' ikke an paa et »j« mer eller
mindre, — har efter Sigende anskaffet, sig en ny R edaktør
og derved opnaaet en vis Grønhed i det Sorte, saa at den
oprindelige Inte-Farve tegner til at blive stærkt meleret.
Da denne Begivenhed kan være alle Udenforstaaende saa
knusende ligegyldig, vil vi naturligvis ikke undlade at ind
vie vore Læsere i dens historiske .Enkeltheder:
Den I 2te dennes blev Bavlerups omboende Landliggere,
— de eneste, der afbenytter Bladet til Jernbanelæsning og
andet Forbrug, — overraskede af følgende Meddelelse:
„Nu k a n j e g ik k e m e r e ! N u g a a r je g !
J e g v il v æ d d e 5700 K r. 70 Ø re m o d en , so m k a n
la a n e s h o s J o h a n o g g æ ld e r for ti, a t e n h v e r R e d a k tø r
v ild e g jø re d e t sa m m e i m it S ted .
F o r tr e M a a n e d e r
s id e n m a a tte j e g io r v is s e A a r sa g e r s S k y ld ta g e m ig e n
P e r E r ø n d u m m e r , i H a a b om d e r v ed a t str a m m e
B la d e t op.
J e g tilsta a r , a t j e g d en G a n g h a v d e e n
T a n k e .
K u n d e j e g fa a M e n n e sk e d y r e t, d er a ltid h a r
v æ r e t B la d e ts le d e n d e A a n d , t il a t k r a v le op a d d e n
a f m in n y e K o lle g a m e d b r a g te J a k o b s -S tig e , m e n te
j e g a t k u n n e fa a m in e u d la g te M u lk ter o g m in e s p ild te
T Jm y n d ig h ed sa a r tilb a g e .
M en d e n fo r sø g te G u ld k u r m is ly k k e d e s _g a n s k e :
B rø n d u m m e n g ik m ig t il H o v e d e t, o g d er g iv e s so m
b e k je n d t H o v e d e r , d er a f N a tu r e n er e n S m u le s v a g e