Previous Page  238 / 425 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 238 / 425 Next Page
Page Background

230

rreden, Freden, pas paa Freden!

Den ær meer æn Troskabseden.

Ær der Fred ok ingen Fare,

Kan vi slike Paahit spare.

Fred ær mit ok Tidens Løsen,

Fred for Drængen, Fred for Tøsen, >

Fred for Skjælmen, Fred for Bøllen,

Saa faar Saken Vand paa Møllen.

Selv en liten Blodsutgydelse,

Kalder jæg en stor Forbrydelse;

Derfor baate Prest og Slagter

Jæg for Sakens Skyl foragter.

— Kat og Mus og Hund og Hare

Enes skal i samme Skare,

Hvor ej Krokodillen græder,

Men forsaker Kødets Glæder.

Freden, Freden, pas paa Freden!

Den ær mer æn S l a g paa R e d e n ,

Æn av Myrdelyst at holle

Mot

C

a r l

G

u st a v

Stad og Volde.

Bædre fredelig ta Flugten

Æn at slaas i Kogebugten.

Fredens Værk er dok wass anders

Æn

N

ie l s

E

b b esen

i R a n d e r s ,

Æn ved F r e d e r i t s at myre

Tyskens skikkeligste Fyre.

Bædre er at gaa til Grunde

Æn et Is t ed ok My s und e ,

Æn en Kamp om Fædres Grave

For at faa sit Led i Lave!

— H e l g o l a n d og Dy bbø l Banke

Glemmes snart for Fredens Tanke.

Freden, Freden, pas paa Freden!

Den ær hele Religheden,

Det vil sige, den ær ganske

Passende Moral for Da n s k e .

Nord for Kattegat maa No r s k e n

Nok gi S v e n s k e r n e paa Torsken,

Ok i Riffelringerike

Har man Lov at føre Krige.

For det »rene Flag«, jæg laved

Som Pendant til Renhedskravet,

Skal hver Normand ufortrøden,

Naar jæg kalder, gaa i Døden.

Derfor Munnen jæg ok Pennen

Bruker, til jæg faar paa Ænnen

Vendt mot Svenskerne Kanonen

Ok gaar ut av Unionen.

<t ^ t a a b ø u s j l r æ & c .

©eer ©e, £ r. üíebaftpr, je Ijffver,

iont ©e natprligbis no! fan inbfe,

inte til be £piftbeffattebe Ijer t

S3t)cit, men jeg bar bog tolo ©ange

om s2laret ben ©læbe og jfarnøielfe

at faa Seføg af m in Sfobcmefier,

for jeg ffal nemlig fige ©em, je

b iir immer faa glab be'b at fe ban,

at jeg altib beer ban om at fe op

igjen ett anbeit ©ag, b»i« ban« S ei

ffulbe falbe ber forbi.

©e fan berfor nof tcenfe ©em,

at jeg bleb fprøitefornøiet otter at børe, at bi m i ffulbe babe

et npt Sftaabbuø tit tre SJtillioner drotter, for bet er bog faa

ra rt at faae noget rig tig bcerbifulbt for fute fßengc, o g 'n a a r

at gobe fftaab er børe, faa fan begribeligbis gobe Øtåabbufe

beüer inte bcere billige.

3fcg bar berfor forleben SIftning oppe paa fRaabffuen for

at bpre paa, om bet nu o8fe enbelig ffulbe blioe til noget, og

©e fan tro, bet bar cn reen © b ir at børe m in gamle Sen,

ftimmerberre og ©taSjeraab SDtelbabl fritifere i f t p r o p s ©eiiting

t il bet npe 9faabb_u«. <3eer ©e, jeg maatte natørligbis gi

©taSjeraaben 3?et i at be bar none ubélbie gorbolb, at geft*

falen laa fa it oppe i anben ©taøje, og ben ooerbceffebe ©aarb

iaa inte ncer faa bøti oppe, faa bet bar meget ubefoemt

fo r be bife gccbre, naar be obenpaa en bebre SiftrupSmibbag

ffulbe ner i ©aarben; ban foreflog, at bet npe SftaabbuS ffulbe

fae Slabniitg i ©tueetaSjen, for faaban brugte man i 3talicn.

jftaa, jeg bar nu immer fønte« faa møiet gobt om tamm er*

berre og ©taSjeraab SD ielbabi« Særffomfab i tom p ttrn , lige

ftben at ban flog et bcelbigt © lag for be fmaa Slnftalter, fom

©e nof becb, at ber ogfaa font een af ffraa« for tunftafabe*

miet, og fom ©øfferne bruger til at tage iub og fpre af paa,

faa jeg troer nof, at, fat« ban faaer Soo til at (aoe om paa

fftørups S ian, faa b il ban oSfc faa noget monumentalt ub af

ben, og ittiebeüer inbffrcettfc Ubgiften til bet meft Sftøbtøftige.

©erimob funbe jeg inte ocere enig meb fRaabmanb ä lb ra *

b a rn « i, at ber ble for meget ffSlabs i bet npe SffaabfatS, for

ber ffal bog ogfaa bære $u8rum til atle be UbbalgSbetænf*

ninger, fom 5Dia.giftraten laber i bet næfte Slarbnnbrebe.

Slien fe nu mener jeg, at bni« for ©fempel at Sorger*

reprcefentanterne ffulbe fasfere fjfprops S ian og faa babbe S rug

for en anben, faa funbe jeg maaffe faa ben lille Seberanggjé,

Seg bar nemlig ogfaa labet Sianer til forffjetitge offentlige

Søgninger, faafom en teglebane og en tarruSfelbane, og til

ben fttfie bar jeg enbnu eit ©fibfe,' faoraf jeg fan fe, at bett

maoelig fan bruge« til et Waabbu« fa r i Søen, for ben er ogfaa

faa fanftgtømcesfig iitbrettet, at man, om bet ffa l bære, fan